Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Få leveret en pakke, mens du er på farten

Zalando vil gøre det endnu nemmere at shoppe på nettet med et nyt pilotprojekt, der kan ændre måden man leverer pakker på i dag.
Zalando vil gøre det endnu nemmere at shoppe på nettet med et nyt pilotprojekt, der kan ændre måden man leverer pakker på i dag.

Den tyske onlinegigant synes ikke, det er luksus nok, at man kan få leveret sine nyindkøbte varer helt til døren i løbet af kun et par dage. Nu skal deres kunder også kunne modtage en pakke på en café, eller på arbejde – ja faktisk alle steder de befinder sig.

Det går nemlig rigtig godt for danskernes foretrukne shoppingstjeneste. Zalando kunne i starten af marts fremlægge et regnskab, der vidnede om en massiv fremgang i omsætningen, på hele 23 procent i 2016, samt planer om at udvide forretningen yderligere. Men den gode stime stopper ikke der. Zalando har netop offentliggjort et nyt pilotprojekt, der netop skal højne tilfredsheden for deres kunder.

”Vi har alle sammen prøvet det. Du venter på en pakke, men bliver pludselig nødt til at gøre et eller andet, og hvad gør man så? I stedet for at bede vores kunder om at være et bestemt sted, ønsker vi at være der, hvor de er,” fortæller Kenneth Melchior, Nordisk chef hos Zalando, i en pressemeddelelse.

Ifølge ham, er enkle leverancer kernen i en god kundeoplevelse og med den nye tjeneste, kan Zalandos kunder vælge og løbende ændre, hvornår og hvor deres pakke skal leveres. Via geotagging, der er indlejret på kundens smartphone, så kan kureren levere pakken præcist, hvor personen befinder sig.

”At lancere nye innovative tjenester er afgørende for at kunne forbedre kundeoplevelsen, at kunne reagere på forandrede kundebehov og at udnytte de muligheder, som følger med den nyeste teknologi,” siger Kenneth Melchior videre.

Den nye tjeneste vil blive testet i Belgien, nærmere bestemt i Bruxelles, Gent og Antwerpen, i samarbejde med den belgiske start-up virksomhed Parcify, der står bag en online leveringsplatform og app – og den type samarbejder ser Zalando stort potentiale i:

”Vi tror på at åbne op for vores platform for alle spillere i modebranchen. At integrere og arbejde sammen med lokale serviceforetagender er et godt eksempel på, hvordan vi kan udvikle vores platformsstrategi, samt hvordan lokale aktører også kan drage fordel af at arbejde sammen med Zalando,” siger Kenneth Melchior videre.

Den nye tjeneste vil løbe frem til slutningen af maj, og være gratis for kunderne i hele testperioden. Efterfølgende vil Zalando vurdere om tjenesten har potentiale til at ekspandere til andre markeder.