Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge

Nike lancerer sports-hijab og plus size-kollektion

Sportsgigantens CEO har tidligere udtalt, at brandet vil stå sammen mod diskrimination, og nu gør Nike for alvor noget ved det, med to nye produktlanceringer: en sports-hijab og træningstøj op til størrelse XXXL.
Sportsgigantens CEO har tidligere udtalt, at brandet vil stå sammen mod diskrimination, og nu gør Nike for alvor noget ved det, med to nye produktlanceringer: en sports-hijab og træningstøj op til størrelse XXXL.

De internationale modeuger synger på sidste vers for denne sæson, og de fire modemetropoler har været præget af forskellige former for aktivisme, hvor brands især har ytret deres modstand mod Donald Trump.

Også sportsgiganten Nike har taget del i modstanden, da brandets CEO, Mark Parker, meldte officielt ud, at de ikke støtter den nuværende præsident og hans såkaldte ’muslim ban’. ”Nike står sammen imod fordomme og alle former for diskrimination” stod der i det officielle brev, den administrerende direktør skrev tre dage efter det debatterede indrejseforbud trådte i kraft. Nike har siden udgivet en kampagne ved navnet ’Equality’, hvori de tager yderligere afstand til den amerikanske præsident, med referencer til den stigende ulighed, som mange mener, hans politik fremmer.

Flere brands er dog blevet kritiseret for at ’nøjes’ med at lave statements og ikke gå linen ud for deres politiske holdninger, men det ser ikke ud til, at være tilfældet med Nike. Brandet har netop taget endnu et skridt i den politiske debat og offentliggjort, at de lancerer en kollektion bestående af sports-hijabs til muslimske kvinder.

Kollektionen, kaldet Nike Pro Hijab, har været undervejs i mere end et år, og er en udvikling, der sker som følge af en øget opmærksomhed på kvindelige – inklusiv muslimske – sportsudøvere. Ideen kom, da den kvindelige arabiske vægtløfter, Amna Al Haddad, besøgte Nikes researchlaboratorium. Det skriver Hypebae.

Til den nye kollektion har Nike samarbejdet med professionelle, kvindelige atleter om at udvikle en hijab, der kan bæres under fysisk aktivitet og stadig være komfortabel. Nike forventer at have hijbab’en på hylderne i foråret 2018.

Men diversitet er et bredt begreb, også for Nike. Brandets generelle tilgang er, at fysisk aktivitet er for alle størrelser og former. Derfor har de ligeledes lanceret en plus size-kollektion, så kurvede kvinder også kan købe lækkert sportstøj. Den nye kollektion vil kunne fås op til størrelse XXXL – og ikke kun til XL, som både Nike og andre sportsbrands hidtil er nøjes med.

Nikes plus size-kollektion er i butikkerne nu.