Facebook Abonnér
17:52
|
28.03.2017
Aarhus2 017 Foto: Idegenerering til værker på ANYBODY-udstillingen

Aarhus 2017 udfordrer kropsidealer i ny udstilling

15 design- og kunsttalenter eksperimenterer med den gængse opfattelse af kroppen og det tøj, vi tager på. Værkerne kan opleves fra den 1. – 5. april i Aarhus.

| Kultur | af Karoline Kaae Svendsen

Måden, vi klæder os på, er en stor del af vores identitet. Vi bruger vores påklædning til at fortælle omverdenen, hvem vi er, og hvordan vi gerne vil opfattes. Vores tøjvalg fortæller, hvordan vi forholder os til kønsroller, til kultur, til samfundsnormer.

Det undersøger ANYBODY-udstillingen, hvor 15 udvalgte danske modedesign- og kunsttalenter arbejder på at kreere eksklusive værker, der skal stille spørgsmål ved måden, vi forholder os til kropsidealer på, for hvad der er tilladt og ikke tilladt, når vi klæder os på.

Udstillingen åbner den 1. april klokken 15.00 og kan opleves af alle til og med den 9. april. Værkerne bliver nemlig en del af bylivet i Aarhus og udstillet i Sallings vinduer på Søndergade, hvor også udvalgte værker dagligt vækkes til live.

Når mode og kultur mødes
Hos Aarhus 2017 er man ikke tvivl om modens retmæssige plads i samfundsdebatten, og at mode handler om mere end kollektioner og trends.

”I Aarhus 2017 er vores tre kerneværdier bæredygtighed, diversitet og demokrati, og moden rummer alle disse aspekter. Med ANYBODY er det især diversitet, der er i fokus, idet udstillingen har til formål at fejre forskellighed. Vi håber, at talenternes formgivning vil forbløffe og forundre, så vi får udfordret opfattelsen af, hvad der skaber et perfekt fashion statement,” fortæller programchef, Juliana Engberg og uddyber:

“Moden er dybt forankret som udtryksform i vores kultur og afspejler vores værdier og samfundets tilstand som helhed. En gang var det high street mode, der definerede trends. I dag er der noget mere eklektisk på spil, der stammer fra en stor generation, som er vokset op med internettet: altid online og selviscenesættende, hvor alle er deres egen stylist, og alle deler alt. Som en konsekvens, ser vi en større bevægelse hen imod genbrug, genanvendelse og deleøkonomi, hvilket kommer til at stille store krav til branchen, hvis den vil gå forrest. Hele cyklussen skal ændres, og modebranchen kommer til at skulle redefinere høj- og lavkultur.”

Aarhus 2017 og region Midtjylland har støttet ANYBODY-udstillingen, der er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Projektet er udarbejdet af Danish Fashion Institute i samarbejde med Femmes Régionales, Ane Lynge-Jorlén, Salling og Headstart Fashion. Læs mere her.

Læs også

Få de vigtigste nyheder direkte i din indbakke

Tilmeld nyhedsbrev