Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

RAINS vokser ud af sine Aarhuslokaler

Ny adresse giver plads til forbedret logistikløsning og omstruktureringer, fortæller administrerende direktør, Daniel Brix Hesselager.
Ny adresse giver plads til forbedret logistikløsning og omstruktureringer, fortæller administrerende direktør, Daniel Brix Hesselager.

Virksomheden flytter 1. april sit nuværende hovedkontor, som et led i en større kapacitetsudvidelse. Det sker i forlængelse af den positive udvikling, selskabet har gennemgået de seneste år.

Fra Egå til Skejby lyder måske ikke som den store forandring. Men for RAINS betyder det en stor ændring i dagligdagen for brandets 22 medarbejdere på hovedkontoret i Aarhus. Her får de nemlig næsten 5000 m2 til kontorer, lagerhal og transitterminal – plads, der er nødvendig, for det hastigt voksende regntøjsbrand.

”Det var af høj prioritet at blive i Aarhus Nord, hvor det ellers er svært at finde ledige logistikejendomme i denne størrelse. Sammenholdt med specifikke krav til faciliteter har det været en stor udfordring at finde et passende lejemål. Derfor er vi meget tilfredse med, at vi nu får mulighed for at slå os ned i Skejby,” siger RAINS administrerende direktør, Daniel Brix Hesselager.

RAINS håndterer selv alt EU-distribution og logistik til 1.800 salgssteder, og de forhandles i 20 lande verden over.

”Samtidig har vi gennemført en intern omstrukturering, som skal specialisere og effektivisere netop disse funktioner. Det har også betydet rekruttering en række nye medarbejdere, som naturligvis har affødt et pladsbehov,” fortæller Daniel Brix Hesselager.

Fra 2014 til 2015 lykkedes det næsten RAINS at fordoble deres overskud, fra 8,5 mio. kr. til 13,6 mio. kr. og de åbnede i 2016 deres første to butikker herhjemme i Aarhus og Aalborg, lige som brandet netop har åbnet sin første flagskibsbutik i Paris.