Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge

Martin Asbjørn drømmer om London

Den danske herretøjsdesigner ser tilbage på onsdagens showdebut og fortæller om at være ny i branchen og at finde sine egne veje.
Den danske herretøjsdesigner ser tilbage på onsdagens showdebut og fortæller om at være ny i branchen og at finde sine egne veje.

Martin Asbjørn er stadig ny på den danske modescene, men er fuld gang med at slå sit navn fast – blandt andet med sit allerførste show, som blev afholdt onsdag på CIFFs nye showscene.

Hvordan gik dit show?
Det gik rigtig godt, og jeg er rigtig glad. Der kom virkelig mange – jeg har hørt der var over 400 gæster, så det er positivt. For at være ærlig, have jeg ikke forventet så meget, fordi jeg jo aldrig har prøvet det før. Men jeg er glad – jeg frygtede nemlig, at der slet ikke ville komme nogen. Jeg var positivt overrasket over, hvor meget pressedækning, der var, både før og efter showet. Det er jo også en stor del af at holde show – at få en masse omtale og opmærksomhed. Jeg var ret nervøs og spændt før showet, så det var en lettelse at få at vide, at folk kunne lide, hvad de så. 

Hvordan er det at være showdebutant?
Det har været en fed proces, og en kæmpestor udfordring – men jeg håber det bliver en smule nemmere næste gang, for der er rigtig mange ting, som man ikke aner, hvordan man skal gøre.

Hvilke udfordringer har du mødt her i opstartsfasen?
Den største udfordring er helt klart min manglende erfaring. Da jeg fandt ud af, at jeg skulle holde show, besluttede jeg mig for at tale med en masse andre, som har mere erfaring end mig, for at få nogle gode råd. Men jeg fik så mange forskellige inputs, at jeg til sidst endte med at være endnu mere forvirret end før. Til sidst besluttede jeg mig for kun at fokusere på det, som jeg selv gerne vil og de ambitioner, jeg selv har, og det, tror jeg, virkede.

Hvad er næste skridt for dit brand?
Jeg synes, jeg har haft en meget organisk udvikling, og det kan jeg godt lide. Jeg startede småt og har taget et skridt af gangen, selvom jeg har mange store drømme. Jeg håber på at kunne holde show de kommende sæsoner, men jeg vil også gerne se mere mod udlandet. Især London trækker, fordi jeg synes scenen derovre er interessant, og passer godt til mit brand. Så det ville være rigtig stort at holde show der. Men det er ikke noget, der kommer til at ske lige foreløbig. Det er mere et ønske om, hvad der skal ske på længere sigt.

Du satte en kasket til salg umiddelbart efter showet – hvad er din strategi bag?
Jeg synes, see now, buy now tendensen er en rigtig god idé, og så tænkte jeg, at det kunne være en sjov gimmick at have med. Men det er også fordi, jeg synes, den passer rigtig godt til tiden lige nu og her. Da jeg havde lavet kasketten, besluttede jeg, at den skulle bare ud med det samme, og der har også været rigtig stor efterspørgsel på den allerede.