Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge, Udland

Kravene til danske indkøbere er intensiveret

Multibrand-butikker skal hele tiden leve op til forbrugernes stigende forventninger og en øget konkurrence. Det stiller store krav til indkøbsstrategien, fortæller Stig P., Støy og YouHeShe.
Multibrand-butikker skal hele tiden leve op til forbrugernes stigende forventninger og en øget konkurrence. Det stiller store krav til indkøbsstrategien, fortæller Stig P., Støy og YouHeShe.

Stig P., Støy og YouHeShe repræsenterer hver deres profil og plads på det danske modemarked, men én udfordring de alle oplever, er at kunne leve op til forbrugernes konstant foranderlige ønsker. Alle påpeger nemlig, at konkurrencen er hårdere end tidligere, og at det i dag, mere end nogensinde før, handler om at skille sig ud, hvis man vil fange kundernes opmærksomhed:

”Vi har alle været berørt af finanskrisen, som har gjort at indkøbene de sidste fem år har været langt mere sikre, end de er i dag. Ligeledes har brandmikset også været en sammensætning af det mere sikre, som generelt har gjort butikkerne, især herhjemme, meget ens,” fortæller Tine Højer, indkøber hos YouHeShe.

Med krisen på retræte er branchen efterhånden begyndt at bevæge sig væk fra den mere sikre tilgang til indkøb, mener Tine Højer. Hun oplever, at forbrugerne også begynder at blive mere modige, hvilket tilsvarende øger forventningerne til indkøberne, forklarer hun. Og det er noget, som Signe Sophie Kjer, indkøber hos Stig P, og Jakob Støy, indehaver og indkøber hos Støy, kan nikke genkendende til. For Signe Sophie Kjer betyder det, at økonomien fylder mere, når hun køber ind:

”Vi tænker mere i priser end tidligere, fordi konkurrencen er blevet større og forbrugerne forventer, der er et meget større udvalg, end tidligere. Det gør vores job væsentlig sværere, fordi vi er nødt til at kunne konkurrere både på pris og kvalitet,” siger Signe Sophie Kjer, og fortæller, at det også er blevet mere udfordrende at finde de rigtige brands til butikken:

”Tidligere kunne vi godt sælge dyre varer, også selv om brandet var relativt ukendt. I dag er min fornemmelse, at det kun er muligt, hvis mærket er kendt og har en masse PR bag sig,” siger Signe Sophie Kjer.

Ikke for sikkert
Jakob Støy mener også, at forbrugerne er begyndt at stille højere krav. Men det har ikke ændret noget i hans måde at købe ind på:

”Det er i vores DNA at prøve nye brands af hele tiden. Vi oplever, at hvis vi er for sikre, så bliver det ikke en succes – og sådan har det egentlig altid været for os,” fortæller Jakob Støy, og forklarer at han dog også synes, at mange kollektioner har lignet hinanden de sidste fem år, men at det er ved at ændre sig – og det er fantastisk:

”Det globale marked har, især indenfor de sidste tre år, gennemgået en udvikling, hvilket gør det mere spændende, gennemsigtigt og nemmere at fortælle en historie. Men det øger også konkurrencen. Det ser jeg dog som en god ting, fordi det er med til at gøre os bedre. Vi skal alle præstere – vi kan ikke læne os tilbage, for vi skal være endnu skarpere hver sæson. Der er pres fra alle sider, og vi bestræber os altid på at gøre det bedre – men konkurrence er kun godt,” siger han.

Udenlandske eller nordiske mærker?
En af måderne at møde kundernes efterspørgsel, er at satse på de mærker, som er allermest eftertragtede, på indeværende tidspunkt. Men hvilke det er, der forskellige holdninger til.

YouHeShe arbejder henimod at etablere flere internationale brands i deres sortiment, både for at møde forbrugernes ønsker, men også som et led i at skille sig ud på et marked, hvor der er mange om buddet:

”Vi har nogle rigtig spændende internationale navne i støbeskeen, hvilket vi håber kan være med til at gøre YouHeShe unik, ved at fokusere på brands, som ikke er repræsenterede andre steder i Danmark,” fortæller Tine Højer, og fortsætter:

”En af grundene til, at vi oplever, at det er vigtigt at skille sig ud i dag på brandmikset, er fordi det at have en webshop i sig selv ikke længere er unikt, som det måske var tilbage i 2001, da YouHeShe blev lanceret.”

Stig P. har ligesom YouHeShe et specifikt brandfokus, når de i denne uge skal købe ind på de danske messer, men hos dem er det derimod de nordiske mærker, som er på bedding.

”Vi synes, det giver vores butik en rød tråd, at vi ikke blander stilen for meget sammen, og at vi ikke har for mange brands, fra forskellige steder i verden. Den skandinaviske stil passer godt til vores butikker og vores kunder, som også virker utrolig glade for de nordiske brands. Vi har faktisk en del kunder, som kommer, så snart der er kommet nyt ind i butikken,” afslutter Signe Sophie Kjer.