CIFF dag 2: Messen vidner om en stor og stærk branche
Messen tjener mange formål – Decadent skriver ordrer, Ellen Pedersen nyder godt af trafikken fra showscenen og Les Deux lægger strategien om.Igen denne sæson bliver man budt velkommen på CIFF af Raven-området, hvor danske og udenlandske herrebrands står side om side. Designer, Ellen Pedersen, ser en fordel ved denne placering og brandmikset:
”Grundet de forskellige show her på CIFF ser jeg meget udenlandsk presse her, så der er et godt flow. Onsdag fik jeg besøg af en indkøber, som et andet brand på Raven havde anbefalet mig til. Så vi hjælper hinanden, og det giver god stemning,” fortæller hun
Er første messedag god, plejer dag to at blive endnu bedre, ifølge salgsdirektør hos Decadent, Rasmus Jægersø. Accessory-brandet er omgivet af tøjbrands, og skiller sig derfor ud i Style Setters-området.
”Vi oplever at indkøberne i højere grad end tidligere tør at købe farver – både små danske butikker og store butikker i eksempelvis i Tyskland og Italien, som er nye markeder for os, da dette er første sæson, vi fokuserer på eksport. Tidligere har vi satset på Skandinavien, men nu er planen at eksportere til Europa, og vi har aftaler med indkøbere fra Asien.”
Det udenlandske marked er også hovedfokus for Bibi Chemnitz, der havde en travl første dag på CIFF.
”På CIFF har vi møder med indkøbere, vi ellers ikke har mulighed for at møde andre steder, som eksempelvis Grønland, som vi sælger rigtig meget til, da Bibi Chemnitz er grønlandsk,” fortæller medejer af Bibi Chemnitz, David Røgilds.
Stor opbakning i branchen
Nümph er positivt overraskede over hvor mange mennesker, der er her på CIFF-messen, og standen har især haft mange besøgende fra Norge, Sverige, Holland, Finland og Belgien:
”Besøgstallet siger noget om, at CIFF har fået samling på tropperne. Det er fedt for os, at der er en god samling af brands, så indkøberne har et godt overblik. Det skaber en masse summen samt liv på messen, og det vidner om, at vi har en stor og stærk branche,” siger brand director, Marianne Møller.
Et brand, vi ikke vil se på messen det næste stykke tid, er Les Deux. Ejer og grundlægger, Andreas von der Heide, fortæller, at de ændrer strategi:
”Vi fravælger messer efter AW17, da vi hellere vil give indkøbere en helhedsoplevelse i vores showroom og på anden vis, eksempelvis online med videoer i god kvalitet med stærke historier, eller hvad vi ellers kan finde på. Det er vores opfattelse, at messer er gået fra at være et sted, hvor der blev skrevet ordrer til i dag at være mere til inspiration. Derfor ser vi på, hvordan vi bedst kan prioritere ressourcerne i forhold til at skabe salg,” forklarer ham og siger afslutningsvist:
”Det skal dog siges, at det har fungeret rigtig godt for os, at være på messer – vi har eksempelvis lige landet Zalando som kunde efter at have været i Berlin. Indkøberne har taget godt imod vores athleisure-linje, selvom modebutikker, lige skal se det an. Dette er vores sidste messe – lige foreløbig – og den er booket fra morgen til aften med butikker fra Skandinavien, da vores kundegrundlag i høj grad er her.”