Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge

Cecilie Bahnsen: ”Det er ligesom en eksamen”

Den danske showdebutant glæder sig til at holde show for første gang og forventer at knibe en lille tåre til finalen.
Den danske showdebutant glæder sig til at holde show for første gang og forventer at knibe en lille tåre til finalen.

Den 27. oktober 2016 vandt Cecilie Bahnsen DANSK Design Talent – Magasin prisen og en præmie på 500.000 kroner, til at sætte skub i forretningen – og det må man sige, den har.

Allerede 14 dage efter, var hun i fuld sving med den nye kollektion, en kollektion hun er umådelig spændt på at vise frem på onsdag i Operaen, til sit allerførste modeshow under Copenhagen Fashion Week.

Prisen gav, foruden økonomisk råderum, en masse selvtillid og overskud til den unge designer, og det er næsten lige så vigtigt, som at kunne få det hele til at løbe rundt, men også kun næsten. Den store sum penge har nemlig allerede fået ben at gå på, og 200.000 kroner blev fra start låst af til Cecilie Bahnsens kommende modeshow:

”Det har været fedt at få midlerne til at kunne give den gas og stable et helt vildt show på benene til på onsdag. Men præmien er også grunden til, at det overhovedet har været muligt at lave show, så tidligt i min karriere. Jeg har kun været i gang i cirka halvandet år nu, så det har virkelig været med til at flytte mine drømme frem i tiden,” fortæller Cecilie Bahnsen, som dog også har investeret en stor sum penge i sin kollektion og i at leje et studie, så hun ikke længere skal designe hjemme i egen stue.

Øje for detaljen
Siden konkurrencen har Cecilie Bahnsen været i kontakt med sin mentor Ulrik Garde Due, og det har været en stor hjælp at have hans erfaring med sig, når man er debutant og står overfor en masse nye prøvelser i forbindelse med at stable et show på benene for første gang.

Cecilie Bahnsen forudser dog, at den største udfordring bliver, at få den historie frem, som hun gerne vil:

”Jeg er enormt detaljeorienteret, og derfor er der mange små detaljer i mine designs. Det er vigtigt, at publikum kan se det hele – både silhuet, detaljer og håndværk – og det er svært, når et show går så stærkt, som det gør,” siger Cecilie Bahnsen, som mest af alt håber, at showet kan være med til at bevare det fokus, der har været på hendes brand de sidste tre måneder.

Tårevædet finale
Det er derfor ikke uden nerver, at Cecilie Bahnsen sender modellerne ned af catwalken inden længe. Hun sammenligner det med at skulle til eksamen og fortæller, at hun glæder sig allermest til finalen, hvor hun kan se alle modellerne på én gang:

”Det bliver stort, når jeg for første gang kan se hele min kollektion i sin helhed. Jeg tror, det bliver svært ikke at knibe en lille tåre.”