Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge, Udland

Ugen i mode

Nyheder fra ind- og udland: Noa Noa udvider til nabolandet Sverige, Marc Jacobs har fundet sin nye muse, og Asos gør livet nemmere for mænd i alle størrelser.
Nyheder fra ind- og udland: Noa Noa udvider til nabolandet Sverige, Marc Jacobs har fundet sin nye muse, og Asos gør livet nemmere for mænd i alle størrelser.

Modeuge: Nu kan man også opleve pelsaccessories til modeugen, når det danske brand Oh! by Kopenhagen Fur i næste uge vil afholde show for første gang under Copenhagen Fashion Week. Brandet har tidligere kun deltaget i modeugen med messeaktiviteter på CIFF, men nu er de klar til at udvide horisonten yderligere. Showet bliver afholdt i Brøndsalen på Frederiksberg, tirsdag den 31. januar.

International Woolmark Prize: Finalen i den internationale Woolmark Prize-konkurrence blev afholdt mandag aften i Paris, og Danmark var med. Tonsure var nemlig med i kapløbet, som repræsentant for Europa, hvilket må siges at være et skulderklap til det stadig unge herretøjsbrand. De måtte dog se sig slået på målstregen af britiske Cottweiler og amerikanske Gabriela Hearst.

Noa Noa i Sverige: Noa Noa har netop har offentliggjort, at de har indgået et udenlandsk samarbejde. Fra starten af februar i år, vil de nemlig være til salg hos den svenske varehuskæde, Åhléns, og ifølge det svenske medie, Habit, vil mærket fremover kunne købes i hele 17 butikker rundt om i Sverige.

Kosmetik online: Apropos samarbejde – den digitale tøjforretning, Boozt.com, har vind i sejlene og satser også stort på et helt nyt samarbejde. De har nemlig skudt et tocifret millionbeløb og to års arbejde ind i deres nyeste tiltag – kosmetik. Webshoppen vil møde de unge i øjenhøjde, og de vil shoppe makeup på nettet – i hvert fald hvis man spørger administrerede direktør, Hermann Haraldsson, som fremover vil udbyde kosmetikprodukter på webshoppen.

Marc Jacobs’ nye muse: Marc Jacobs afslørede på sin Instagram-profil, hvem der bliver ansigt for mærkets forårskampagne 2017, nemlig Frances Bean Cobain – datter af den afdøde musiker Kurt Cobain og Courtney Love. Marc Jacobs skrev, at han har kendt Frances Bean siden hun var bare to år gammel, og at han altid har drømt om at arbejde sammen med hende en dag. Det er da heller ikke første gang, at designeren caster Cobain-familien til sine kampagner. Sidste sæson var Courtney Love nemlig model i efterårskampagnen 2016, sammen med Susan Sarandon, Kendall Jenner, Marilyn Manson, Cara Delevingne og St. Vincent.

Plus size til mænd: Den britiske onlinegigant, Asos, har længe brystet sig af, at være på forkant, når det kommer til at udvide skønhedsidealet for kvinder, men hvad med de kære mænd? De kan glæde sig til at blive tilset nu, da Asos fremover vil udbyde større størrelser i herretøj også. Faktisk vil der fremover kunne købes tøj helt op til størrelse XXXXL, fra over 20 forskellige brands, så mænd, der enten er for brede eller lange til standardmålene, også kan shoppe med på hjemmesiden.