Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge

22 dage i direktørstolen

INTERVIEW: Camilla Frank gør status over den første tid som direktør for Copenhagen Fashion Week.
INTERVIEW: Camilla Frank gør status over den første tid som direktør for Copenhagen Fashion Week.

Camilla Frank er normalt ikke typen, der er så god til at huske navne. Derfor passede det hende fint, at hun allerede i slutningen af november begyndte at tage tilløb til at sætte sig i modeugens direktørstol, med opstartsmøder på Copenhagen Fashion Week’s kontor, på Frederiksholms Kanal.

”Jeg listede ligesom langsomt ind ad døren, mødte folk hen ad vejen og var derfor heller ikke den nye pige i klassen fra dag et. På den måde kunne jeg nærmest alles navne, da jeg officielt startede, og det er aldrig sket før. Det næste jeg gjorde var at finde ud af, hvornår der var kagedag i kantinen,” fortæller Camilla Frank om sin første dag på kontoret.

Nye både søsættes
Det lyder umiddelbart som en blid opstart, men man skal ikke lade sig narre. ’Ambitiøs’ er nærmere ordet. For Copenhagen Fashion Week er i gang med hele to sideløbende strategiprocesser, som skal spille sammen, og det er Camilla Frank, som står i spidsen for det arbejde. For det første skal der ses nærmere på, hvordan brandet Copenhagen Fashion Week bedst kan udvikle sig fremadrettet.

”Vi skal kigge på, hvorfor vi er sat i verden. Hvad folk ønsker af os og hvilke værktøjer, vi selv ønsker os for at løfte opgaven. Det har vi de meget professionelle folk fra Qvartz til at hjælpe os med, ligesom alle vores tætteste, eksterne samarbejdspartnere også sidder med rundt om bordet. Selvom det er CFWs strategi, så er alle input og anbefalinger velkomne,” siger Camilla Frank og fortsætter:

”’ASAP’ er blevet mit mellemnavn siden jeg er startet. For vi skal rykke hurtigt og have søsat nogle små både, der kan vokse sig til store dampskibe. Til august-modeugen kan alle forhåbentlig få en fornemmelse af, hvilken retning det er, vi er på vej i.”

Det andet ben i strategiprocessen er samarbejdet med Social Zoos Pernille Teisbæk og Hannah Løffler, der med deres digitale know-how skal være med til at løfte SoMe-kommunikationen og styrke modeugens onlineplatforme.

”Taget i betragtning, at vi faktisk ’kun’ laver to begivenheder om året, så har vi allerede nogle meget stærke platforme. Men vi kan sagtens gøre mere og blive bedre på de områder, og ved udgangen af februar, skal der gerne ligge en plan klar for, hvordan vi fortsætter fremadrettet.”

Den gode start
Lige nu bliver hver en sten vendt, alle initiativer genbesøgt. Der skal skabes mere synlighed omkring det arbejde Copenhagen Fashion Week laver, lige som der skal åbnes op for, at allerede eksisterende tiltag kan revideres for at optimeres. Tag nu eksempelvis showkalenderen, som er et af de elementer, rigtig mange i branchen, har en mening om.

”Jeg kunne godt tænke mig, at vi prøvede at kigge på retorikken omkring at være ’on’ og ’off’ på kalenderen. Hvorfor skal man bruge mange tusindvis af kroner på et show, hvis man lander i en ’off’-kategori? Ligesom vi skal have dialog med de brands, som måske ikke er interesseret i at lave et show, men som kan byde ind med noget andet spændende til programmet,” pointerer Camilla Frank.

Et af de nye tiltag, som allerede kan opleves til februar, er et åbningsevent, der skal skyde modeugen i gang: en frokost, som, ud over Copenhagen Fashion Week, også DM&T, WEAR, CIFF og Revolver er medværter for. Det er et miks af branchefolk, der er inviteret: indkøbere, branddirektører, designere, lokal og international presse og politikere. Det er vigtigt med en fælles front modeuge-aktørerne imellem, mener direktøren:

”Det sender et super stærkt signal til resten af modeverdenen, at Københavns modeuge har et samlet afsæt. Så kan alle hver især bagefter, gå ud og gøre det de nu skal. Men vi starter samlet.”