Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Instagrams intentioner: Tre klik fra din webshop

Billedmediet følger i fodsporene på Pinterest og Facebook. Nu kan det blive endnu lettere at shoppe online for forbrugerne.
Billedmediet følger i fodsporene på Pinterest og Facebook. Nu kan det blive endnu lettere at shoppe online for forbrugerne.

Facebook gør det, Pinterest gør det – og nu følger Instagram efter og tester muligheden for, at forbrugere kan shoppe de items, de forelsker sig i, direkte gennem mediet. Ligesom med Pinterest udforskes ideen blot inden for USA’s grænser, men virksomheder kan eftersigende se frem til, at Instagrams tiltag udfoldes globalt, fremgår det i et blogindlæg fra Instagram for Business.

I første fase mod at blive en shoppingportal samarbejder Instagram med 20 amerikanske brands, blandt andre Warby Parker, Kate Spade og JackThreads. CMO hos JackThreads, Ryan McIntyre fortæller i blogindlægget, at deres kundeskare bruger Instagram som en opdagelsesplatform, hvor de søger inspiration hos brandet.

”Denne test vil ændre, hvad vi som detailhandlere er i stand til at tilbyde på telefonen. I stedet for at skulle skifte over til JackThreads’ app, vil vores kunder kunne handle mere strømlinet fra det sociale medie. Tiltaget gør det muligt at nå kunderne der, hvor de allerede er på jagt efter det, der er nyt,” uddyber Ryan McIntyre.

Fra Instagram til webshop på blot tre klik
Ifølge blogindlægget søger, undersøger og sammenligner mere end 84% af smartphonebrugere i USA produkter via en webbrowser eller en app. Dertil kommer, at størstedelen af alle køb tager en dag eller længere tid – kun 21% af alle køb sker inden for en dag.

Ud fra de data konkluderer Instagram, at forbrugere tager sig tid til at forstå det produkt, de køber, men også, at det ikke altid er nemt at finde flere informationer om det givne produkt. Derfor er det Instagrams intention at kunne tilbyde de informationer, når brugeren klikker på produktet.

Hvis tiltaget bliver rullet ud, som det udspiller sig i testperioden, vil Instagram ikke blot strømline brugeroplevelsen – mediet vil også bringe forbrugeren blot tre klik væk fra et brands webshop. Når testperioden er slut, har Instagram ambitioner om at implementere produktanmeldelser, muligheden for at gemme produktet, så brugeren kan købe det senere, og udfolde tiltaget globalt.

Det er endnu ikke oplyst, hvad virksomheden skal betale for den service, Instagram vil tilbyde, eller hvornår det forventes at blive implementeret til fulde i USA og resten af verdenen.