Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

KENZO: ”Det er den vildeste kollektion nogensinde”

Designerduoen Carol Lim og Humberto Leon fortæller Fashion Forum, hvorfor de er gået hele vejen med i H&M-samarbejde.
Designerduoen Carol Lim og Humberto Leon fortæller Fashion Forum, hvorfor de er gået hele vejen med i H&M-samarbejde.

Om under en måned lander det længe ventede designsamarbejde, KENZO x H&M i butikkerne og online. Det er det 12. samarbejde, H&M laver, og KENZO skriver sig ind i rækken efter Balmain, Maison Martin Margiela og Karl Lagerfeld. Især sidstnævnte husker Carol Lim som var det i går.

”Jeg ventede uden for H&M-butikken i Soho, New York. Der var sådan en begejstret og spændt stemning blandt folk i køen.”

Derfor er det heller ikke uden en vis ydmyghed, at designerparret er gået til projektet. For der er både forventningerne fra H&M-forbrugeren og opgaven at videreformidle den designarv, de har overtaget fra Kenzo Takada at tage højde for i det endelige produkt. Strategien har i høj grad været at inkorporere den genkendelige KENZO dna af print, mønstre og farver.

”Vi har her muligheden for at præsentere en ny generation for KENZOs ikoniske univers, set igennem vores designbriller. Normalt tænker vi på, hvad vores kunder har behov for i alle døgnets timer til alle slags anledninger. I samarbejdet med H&M er der nogle andre dimensioner at tage højde for,” forklarer Humberto Leon, og henviser til to faktorer: At kollektionens levetid er relativ kort, men til gengæld er eksponeringen enorm stor.

Alle de elementer har spillet ind i designprocessen, som ifølge Carol Lim, kan koges ned til en essens, der handler om at fange nuet.

”Vi vil gerne have, at hvert enkelt design skal signalere et øjeblik, der kan passere på et sekund. Derfor er det højst sandsynlig den mest ekstreme kollektion, vi nogensinde har skabt.”

Carol Lim tilføjer, at de begge tilslutter sig det stadig voksende kor, der forkynder, at mode skal være demokratisk og tilgængelig. Både Carol Lim og Humberto Leon voksede de op i de Sydcaliforniske forstæder, hvilket betyder, at de kan nikke genkendende til, hvor vigtigt mode kan være, når man skiller sig ud.

”Vi forsøger at holde priserne på KENZO så rimelige, som vi kan, men det er klart, at det er et andet segment, vi henvender os til. Det er rigtig godt, at endnu flere får mulighed for at eje et KENZO-design gennem det her samarbejde,” lyder det fra Carol Lim.

Det var tilbage i 2002, at designduoen Lim & Leon for alvor kom på modeverdenskortet, da de grundlagde Opening Ceremony. Her har samarbejder i den grad har været på dagsordenen igennem årene – Chloë Sevigny og Spike Jonze som nogle af de mest succesfulde.

”Siden vi startede Opening Ceremony, har Carol og jeg haft blikket rettet mod hele verdenen til at finde nye designere og få nye ideer. Derfor er det spændende for os, at KENZO x H&M vil være tilgængeligt i så mange lande og nå ud til så mange mennesker,” fortæller Humberto Leon afslutningsvis om kollektionen, der bliver lanceret den 3. november.