Derfor skal du overveje produktion på Sri Lanka
Design- og brandkonsulent Peter Ingwersen fortæller, hvorfor den danske modebranche med fordel kan kigge mod østaten for at finde sine næste producenter.Igennem et projektsamarbejdet med Sri Lankan Export Council og danske Day Birger et Mikkelsen, har design- og brandkonsulent Peter Ingwersen været med til at udforske, hvad der kunne få europæiske modefirmaer til at producere på Sri Lanka. Herigennem har han opbygget et solidt kendskab til landets styrker i forhold til at producere og levere materialer til modebranchen.
Danske brands har nu mulighed for at mødes med sri lankanske producenter når DAFI, DM&T og WEAR afholder speed-dating arrangement den 7. og 9. november 2016. Og der er masser af gode grunde til at deltage og stifte bekendtskab med disse leverandører.
Peter Ingwersen fortæller, at ca. 15% af landets befolkning er involveret i tøjindustrien, som står for 50% af landets eksport og dermed er den største. Grundet landets investeringsvilje har Sri Lanka historisk set været et alternativ til at producere i Indien, og har tiltrukket udenlandske interesser siden 1980erne. I dag er USA den største importør af beklædning og mode fra landet med ca. 75% af al eksport ud af Sri Lanka.
”Min erfaring med producenter på Sri Lanka er, at de over årtier har bygget en meget professionel produktionskapacitet op. De er specielt dygtige til sportswear, inklusiv high tech og swimwear, til lingerie, casual- work- og loungewear. Flere store brands producerer på Sri Lanka: Victoria’s Secret, GAP, Liz Claiborne, Next, Jones New York, Nike, Tommy Hilfiger, Pink, Triumph, Ann Taylor, Speedo, Abercrombie & Fitch, Land’s End og Marks & Spencer,” siger Peter Ingwersen.
Gode forhold og høj standard
Det er især en veludviklet CSR-politik, som gør Sri Lanka meget attraktivt som produktionsland.
”Da landet ikke kan konkurrere på design, har producenterne valgt at have en klar CSR-strategi som Indien og andre lande i Asien ikke udmærker sig med. Sri Lanka har underskrevet 39 punkter på ILO-konventionen (International Labour Organization) som det eneste land i verden med den størrelse af eksport,” forklarer han og fortsætter:
”Børnearbejde er ved lov forbudt og mindstealderen er 18 år for at arbejde i tøjindustrien. Desuden går ca. 3% af de ansattes løn til en tvungen opsparing, som bliver udbetalt skulle arbejderen miste sit arbejde. Kvinder udgør 350.000 i arbejdsstyrken og har lige løn og muligheder som mænd på de ca. 850 fabrikker på Sri Lanka,” uddyber Peter Ingwersen, som en af de mange fordele ved at producere på den asiatiske ø.
Man skal være opmærksom på, at der er minimumsordrer som skal overholdes, og oftest kører ordrestørrelser på +10.000 stk., fortæller Peter Ingwersen.
”Dog findes der fabrikanter, som er villige til at køre mellem 3-500 stk., dog vil kostprisen være en premiumpris. Udfordringen er ikke at sætte en mindre produktion op, jf. ordrestørrelsen, men nærmere, at minimumsordren på metervarerne driver stykprisen op, da de oftest er importeret fra Kina eller Europa. De største producenter er MAS Holdings og BRANDIX. En af de bedste og mest fleksible producenter er STAR GARMENTS, som blandt andet har produceret Marc by Marc Jacobs og Day Birger et Mikkelsen,” pointerer han.
Du kan læse mere om arrangementet her og tilmelde dig frem til fredag den 7. oktober 2016 til Christina Iskov på christina@danishfashioninstitute.dk