Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

6 teknologitrends, der kan ændre logistikbranchen

Innovation inden for sensorteknologi, robotter og droner vil effektivisere logistikbranchen i løbet af de kommende år, fortæller Markus Kückelhaus fra DHL.
Innovation inden for sensorteknologi, robotter og droner vil effektivisere logistikbranchen i løbet af de kommende år, fortæller Markus Kückelhaus fra DHL.

Logistik plejede at være en kedelig branche med et meget lavt niveau af innovation, men dette er ved at ændre sig, påpegede Markus Kückelhaus, der er Vice President Innovation & Trend Research ved DHLs innovationscenter i Bonn, til Nordic Delivery Conference 2016.

Konferencen er en årlig begivenhed for e-handels-, logistik- og transportbranchen med et fokus på alle aspekter inden for konkurrencedygtig levering. Den blev holdt i København, og her præsenterede Markus Kückelhaus seks teknologitrends, som DHL mener vil ændre logistikbranchen inden 2030. Fælles for de seks trends er effektivisering, som vil sætte sit aftryk på tværs af brancher – herunder også detailbranchen.

  • DHL har testet big data som et værktøj til risikostyring ved at indsamle interne og eksterne logistikansattes rapporter på mislykkede forsendelser og risici inden for logistik. Den data er lagret i en database, som DHL kan bruge til f.eks. risikorådgivning.
  • Sensorer kan bruges til at fortælle, hvor meget ledig plads, der er på en palle, lastbil eller et lager. Derfor har DHL undersøgt sensorerne fra en X-box spillekonsol for at finde ud af, hvordan sensorteknologien kan bruges i logistikbranchen.
  • DHL har testet augmented reality briller på lagermedarbejdere med succes. Brillerne kan scanne stregkoder og vise lagermedarbejderen, der plukker varer, en plukkeliste, hvor varerne er på hylden og hvor varerne skal placeres på plukkevognen. På den måde har medarbejderen hele tiden hænderne fri.
  • DHL ser et stort potentiale i 3D print. Ideen med teknologien er, at DHL kan skære et led væk i hele forsendelsesprocessen, hvis de selv kan printe – og dermed producere – en vare fremfor at få den tilsendt fra en producent. Men 80% af de varer, som DHL distribuerer, er endnu ikke egnet til 3D print grundet udfordringer med kvalitet, omkostninger og en usikkerhed omkring, hvorvidt producenter vil give tilladelse til 3D print af deres varer.
  • 80% af alle lagre styres i dag manuelt, men ved hjælp af robotter kan lagerprocesser automatiseres. I øjeblikket tester DHL robotter, som samarbejder med lagermedarbejderen – f.eks. i form af en selvkørende plukkevogn, som følger lagermedarbejderen rundt på lageret og kører til pakkestationen, når den er fuld, og returnerer til medarbejderen tom. Det gør blandt andet de ansattes arbejde mindre ergonomisk belastende.
  • DHL har også testet droner i områder med manglende infrastruktur med succes. Landlige områder er mest relevante for dronelevering, da dronelevering i byer er forbundet med mange udfordringer.

DHL er repræsenteret i over 220 lande og er verdens mest internationale logistikvirksomhed. De har innovationscentre i Bonn og Singapore, og disse fungerer som en base for trendforskerteamet og giver DHLs kunder samt partnere mulighed for at se de nyeste innovationer samt ideudveksling.