Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Ny udvikling i Bruuns Bazaars fremtid

Ny administrerende direktør og hovedaktionær i Bruuns Bazaar A/S.
Ny administrerende direktør og hovedaktionær i Bruuns Bazaar A/S.

I fredags tiltrådte Thomas Bæch som administrerende direktør i Bruuns Bazaar A/S og erhverver sig samtidig aktiemajoriteten. Thomas Bæch har mange års erfaring indenfor modebranchen, blandt andet fra Message, Solid, Selected og Only & Sons, og skal som administrerende direktør varetage den daglige ledelse af selskabet.

Om udviklingen i Bruuns Bazaars fremtid og sit nye job siger Thomas Bæch:

”Vi er nu i fuld gang med opbygningen af et godt set up, der fremadrettet skal sikre Bruuns Bazaar endnu mere udtryk og identitet, så vi også i fremtiden kan levere stærke produkter til kunderne. Jeg glæder mig til – sammen med Hanssen Brands – at udvikle Bruuns Bazaar og BZR samt styrke forretningskonceptet på den nationale og internationale scene,” lyder det fra Thomas Bæch.

Selvom udviklingen i Bruuns Bazaar har taget fat, er der stadig elementer af brandets fremtidige forløb, som ikke er blevet besluttet endnu.

”Vi forventer at præsentere den første kollektion, AW 2017, i starten af det nye år og være til stede under den københavnske modeuge til februar. Men om vi skal på messe eller gør det i et andet format, det er ikke besluttet endnu,” forklarer Thomas Bæch og fortsætter:

”Det set-up, vi arbejder på, er ikke 100% fastlagt, ligesom jeg heller ikke kan løfte sløret for, hvem der skal være chefdesigner og hvem, der skal med på holdet. Vi snakker i øjeblikket med en masse spændende personer, og jeg melder ud, så snart jeg ved mere.”

Han forklarer, at visionen er at ændre og forbedre forretningskonceptet især med stærkere relationer til samarbejdspartnere, og samtidig fastholde Bruuns Bazaars designidentitet.

”Vi vil gerne fortsætte med at levere det design, som man forbinder med Bruuns Bazaar. Det vil sige, at vi vil fortsætte den linje af æstetik, udtryk og kvalitet, som allerede er lagt af Bruuns Bazaars grundlæggere,” afslutter den nye administrerende direktør.