Deleøkonomi er efterhånden ikke et nyt fænomen og den seneste udvikling har medført, at den største hotelkæde ikke ejer et hotel, den største medievirksomhed ikke selv laver indhold, og at det største taxaselskab ikke ejer en bil.

Laura Thomsen lancerede i marts i år Rent A Trend, som netop tager afsæt i deleøkonomi, og produktet, private deler med hinanden, er luksusvarer.

”Vores produkt er en online platform og en service, hvor vi forbinder lejere og udlejere af luksusvarer, for eksempel designertøj og -tasker. Ideen kom, da jeg ofte oplevede, at ens designertøj ikke altid blev brugt lige flittigt. Og hvis folk tør og vil leje sin lejlighed ud, så er jeg overbevist om, at de på sigt også tør leje en taske ud,” siger medstifter af Rent a Trend, Laura Thomsen.

Forretningsmodellen er altså set før i andre brancher, men inden for kategorien mode, er det ifølge Laura Thomsen nyt, at private kan leje Chanel-tasker, Prada-stiletter og Ganni-kjoler af andre private via en online platform.

De klassiske udfordringer
Der har ifølge Laura Thomsen være to primære udfordringer forbundet med lanceringen af Rent a Trend.

Den første udfordring er den, som alle nye virksomheder oplever: kendskab. Som med de fleste koncepter inden for deleøkonomi – inklusiv Rent a Trend – fungerer konceptet kun, hvis der er en udlejer og en lejer.

”Vi har med et koncept at gøre, hvor vi ikke bare skal sælge en vare, vi selv producerer og er herre over, men et koncept, hvor det både kræver en indsats af køber og sælger. Og for at begge disse parter mødes online, skal de kende konceptet.”

Laura Thomsen er 22 år og studerende, og kapitalen er indtil videre kommet af egen lomme. Derfor har en PR-indsats været første skridt i markedsføringen.

”Vi har måtte tænke kreativt i forhold til at få pengene til at række, og vores strategi har derfor været at satse på PR her i opstartsfasen, for det har ’kun’ kostet ressourcer i form af arbejdstimer. Vi har fået god omtale, fordi vores produkt har haft en nyhedsværdi i form af, at det ikke er set før, og at det følger en trend i tiden, hvor vi deler vores ejendele,” siger Laura Thomsen.

Kendskabet til konceptet er derudover øget med hjælp fra bloggere, hvor to danske bloggere er blevet betalt for at omtale Rent a Trend og en række andre, mindre blogger, har omtalt konceptet frivilligt. Formålet har været at få målgruppen til at kende konceptet, men også at få dem til at se mulighederne ved det.

 ”Vil du leje min designertasker?”
”Den anden udfordring har her i starten været at tiltrække og overbevise udlejere – for det nytter ikke noget, at vi kan tiltrække nok så mange lejere, hvis der ikke er nogen annoncer på siden. Og det kan være grænseoverskridende at skulle leje sin dyre taske, man har sparet op til i lang tid, ud. For at overkomme denne barriere har vi blandt andet gjort det muligt, at udlejere kan opkræve et depositum. Derudover er vi i gang med at udvikle en større forsikringsaftale med et svensk firma.”

Næste fase – og udfordring – er, ifølge Laura Thomsen, at skaffe kapital.

”Vi har ambitioner om at vækste. Den fase, vi er i nu, handler om at skaffe kapital til at få endnu flere til at kende og anvende Rent a Trend. Vi har indtil videre haft 100 gennemførte transaktioner, og pt. er der 360 oprettede annoncer – og disse tal skal gerne vokse, og det kræver kapital. Vi er derfor ud at søge legater og skaffe investorer.”

Rent a Trend melder, at antallet af udlejninger steg i forbindelse med sidste uges modeuge sammenlignet med de forgangne sommermåneder.