Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge

Stine Goya har vokseværk

Der har været fuldt hus hos Stine Goya på Revolver, og både ud- og indland efterspørger det danske brand.
Der har været fuldt hus hos Stine Goya på Revolver, og både ud- og indland efterspørger det danske brand.

Der er brug for mere plads på standen hos Stine Goya, hvilket både vidner om virksomhedens vokseværk og positive fremgang. Head of Sales, Christian Lindrup, kan berette, at dagene på Revolver, er gået rigtig godt.

”Vi har fået en masse ordrer i hus fra både nye og eksisterende kunder, danske og udenlandske, og har blandt andet haft besøg af Net-a-porter” fortæller han og tilføjer:

”Vi tager helt sikkert på messe igen næste sæson, men vi har brug for mere plads. I går havde vi fire kunder her samtidig, og det var simpelthen for trængt.”

Uden for messens rammer har Stine Goya også vokseværk – officielt åbner brandet ny butik i Magasin Kgs. Nytorv på lørdag.

”Vi har snydt lidt og har holdt hvad man kalder en ”silent opening” – så der har allerede været kunder igennem, og salget er gået over forventning” fortæller Christian Lindrup.

Shoppen i Magasin giver brandet mulighed for at udfolde det fulde Stine Goya univers – med eget interiør og personale. Stine Goyas to flagship stores i København og Aarhus har fra starten haft succes, og brandet ser frem til at have endnu et udstillingsvindue. Om den kommende åbning siger direktør, Thomas Hertz:

”Stine Goya har længe været en del af Magasin gennem vores samarbejde med diverse multibrandstores. Men vi følte, at det var tid til at få vores eget sted – så da vi fik tilbudt en fin placering, slog vi til.”

Ifølge Christian Lindrup er brandet på udkig efter nye lokaler, da det er ambitionen at åbne flere butikker, og gerne i København.