I mange år har Royal RepubliQ haft fokus på at sælge sine lædervarer i konceptbutikker rundt omkring i verden, men som wholesale-brand oplever RepubliQ som så mange andre, at detailledet er fragmenteret og i konstant forandring. Ifølge CEO og grundlægger, Nicolas Kjær, arbejder mulitbrand- og konceptbutikker derudover hårdt for at sikre deres relevans, og wholesale-brands har derfor svært ved at få deres budskaber og visuelle identitet igennem.

Det er en af grundene til, at Royal RepubliQ nu vælger at åbne monobrand-butik på det tyske marked i Berlin.

“I 2014 ansatte vi vores første tyske sælger, og i foråret 2015 etablerede vi eget datterselskab i Tyskland og udvidede salgsstaben. Tyskland er et af vores stærkeste vækstmarkeder, og vi arbejder med etablerede og stærke retail-partnere fra mellem til store aktører til high-end konceptbutikker,” fortæller han og fortsætter:

”Det har længe været en del af vores strategi at arbejde hen imod en større brand-awareness for Royal RepubliQ, således at vores budskaber understøttes på tværs af de platforme, vi kommunikerer på. Derudover ønsker vi i højere grad at kommunikere på vores egne præmisser, hvilket den nye butik i Berlin muliggør,” siger Nicolas Kjær, der har virksomheden med partneren Morten Kristiansen. Royal RepubliQ har kontorer i Holland og Danmark, hvor Nicolas Kjær udvikler kollektionerne i Amsterdam, og Morten Kristiansen sidder i København sammen med sit team og er ansvarlig for alt salg.

Strategisk placerede monobrand-butikker i udvalgte byer i Europa, mener Nicolas Kjær, vil støtte op om Royal RepubliQs wholesale-forretning, der udgør næsten 95 % af omsætningen.

Et samarbejde med Karl-Heinz Müller
Royal RepubliQs nye butik er åbnet i samarbejde med Karl-Heinz Müller, der stiftede Bread & Butter – han er i dag indehaver af konceptbutikken 14oz og firmaet BlueYard, der driver seks koncept- og nichebutikker i Berlin. Karl-Heinz Müller sælger blandt andet Royal RepubliQ og har gjort det i et par sæsoner. Et møde tilbage i april i år blev startskuddet på det fælles butiksprojekt.

“Vi fandt hurtigt ud af, at Royal RepubliQ og Karl-Heinz Müller deler mange af de samme synspunkter, og har mange af de samme tilgange til forretning og partnerskab samt til hvordan man kan skabe oplevelser og merværdi for sine kunder – i dette tilfælde forbrugerne.”

En ekstra fordel med samarbejdet er, ifølge Nicolas Kjær, Karl-Heinz Müllers ekspertise og erfaringer i branchen.

”Vi ser det samtidig som en unik mulighed for at arbejde sammen med en rutineret forretningsmand, der har stor erfaring med drift af retail og god forståelse for at skabe værdifulde oplevelser og platforme, hvor både forretning, relationer og iscenesættelse går op i en højere enhed. Det er altid fantastisk at møde karismatiske personligheder, der faktisk sætter en ære i at dele ud af deres erfaringer.”

Det er Karl Heinz Müllers BlueYard, der ejer og driver Royal RepubliQs nye butik. Etableringen af butikken, udvælgelsen af produkter, PR og en lang række andre opgaver sker og er sket i et samarbejde mellem de to teams fra Royal RepubliQ og BlueYard.

”Vi arbejder sammen som partnere, hvilket betyder, at der er en flydende overgang mellem, hvem der gør hvad – og fokus ligger på at skabe en veldrevet butik, som præsenterer Royal RepubliQ, som vi ønsker det. De to teams arbejder tæt sammen på daglig basis, og vi tænker butikken 100% som vores egen og prioriterer den højt,” slutter Nicolas Kjær.