De franske, amerikanske og tyske forbrugere er ikke nye for molo, der har været aktiv på markederne i flere år. Men nu responderer molo på den stigende efterspørgsel med egne salgskanaler i form af showrooms i Paris, New York og Düsseldorf, som skal være med til at skabe en helstøbt brandoplevelse og samtidig optimere handelsprocessen for både molo og indkøberne.

”I tiden før vores egne showrooms har salget til USA og Tyskland været varetaget af vores hovedkontor i København. Opstarten i USA var drevet af forespørgsler fra molos pt. største kunde, stormagasinet Niemann Marcus. Tidligere fløj deres indkøbere til København for at købe ind, hvilket også gjorde sig gældende for de tyske kunder som eksempelvis KaDeWe. Vores internationale fundament er altså skabt over flere år, og fase to er egne showrooms med egne salgsfolk,” siger Mogens Jepsen.

Det internationale fokus har lokal tilpasning
Ifølge Mogens Jepsen arbejder molo med tre parametre, når de skal ind på nye markeder: produkt, salgsforståelse i forhold til at kende de individuelle markeder, og opfølgning, som blandt andet indebærer at have en skalérbar virksomhedsstruktur for at kunne håndtere de forskellige kundespecifikke krav fra eksempelvis stormagasiner. Grundlæggende handler det om lokal tilpasning baseret på det enkelte markeds kunder og landeprofilen, siger han.

Til spørgsmålet om, hvilke overvejelser molo har gjort sig omkring valget af egne showrooms frem for at være repræsenteret sammen med andre brands, svarer Mogens Jepsen:

”Udgangspunktet er, at vi helt selv kan sætte agendaen og få et tættere samarbejde med vores kunder. Dette kan være med til at gøre en forskel i forhold til salget til butikkerne. Kollektionernes størrelse og leveringsprocesserne kræver en del viden og engagement. Dette imødekommer vi bedst muligt ved at have salgsfolk, der er 110% dedikeret til molo. I sidste ende føler vi, at det også gør en forskel for vores kunder.”

De udenlandske messer er valgt til
Det øgede internationale fokus hos molo ses ikke kun i placeringerne af showrooms, men også i valget af messer. Når molo skal vise SS17-kollektionerne, bliver det i år på syv messer – og udelukkende i udlandet. Dette er et bevidst og strategisk valg fra molos side, ifølge Mogens Jepsen:

”Vi er fuldt etableret på det nordiske marked, så vores ekspansionsmuligheder ligger på de internationale markeder, hvor vi kan møde flere internationale indkøbere. Derfor har vi valgt at vise SS17-kollektionerne i USA, Italien, Holland, Frankrig og Tyskland.”

Molo vil være repræsenteret på Playtime i New York og SwimShow i Miami samt Pitti Bimbo i Firenze, Kleine Fabriek i Amsterdam, Playtime i Paris, Supreme Kids i München og Kindermoden Nord i Hamburg.