Brandets CEO Nicholas Hüttemeier peger på, at Maria Blacks indtog på det japanske marked er hjulpet godt på vej af et nyt internationalt showroomsamarbejde foruden repræsentation hos online giganten Net-a-Porter.com.

”At vi i en årrække har været repræsenteret på Net-a-Porters tre platforme, herunder Asien, har givet os et vindue ud til verden og til de 70 markeder som Net-a-Porter sælger til” fortæller Nicholas Hüttemeier og bemærker om det nye showroompartnerskab:

”Arbejdet med at opsøge partnerskaber er højt prioriteret hos Maria Black. Vi tror på, at stærke alliancer er vejen til succes, hvilket vores nye samarbejde med Touba London Showroom er et godt eksempel på,” fortæller han.

Maria Black, der er aktuel med finguldskollektionen Voyage og sølvkollektionen Helix, er snart at finde hos flere af de mest prominente forhandlere på verdensplan, heriblandt Colette og Luisa Via Roma.

Gennembruddet tilskriver Nicholas Hüttemeier først og fremmest, at Maria Black har skabt to af sine stærkeste kollektioner til dato, og at firmaet netop har haft fokus på at skabe stærke relationer i udlandet for at øge væksten.

”De aktuelle kollektioner har været under kraftig bearbejdning forinden præsentation på verdens messer, og der er lagt en stram strategi. Resultatet er en reducering i antallet af styles, for at skabe rum til de enkelte designs og et samlet styrket udtryk,” fortæller Nicholas Hüttemeier om Maria Blacks nyeste smykkedesigns, og det strategiske arbejde, der har gået forud.