Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Telegrammet: Ugen i mode

Denne uge kom man ikke uden om Beyoncé, Kate Moss på det store lærred og fine danske designsamarbejder.
Denne uge kom man ikke uden om Beyoncé, Kate Moss på det store lærred og fine danske designsamarbejder.

Beyoncé tilslutter sig Balmain-hæren
Er der noget Olivier Rousteing har formået, så er det at få tidens største pop- og stilikoner til at joine det han kalder ’the Balmain Army’ – heriblandt Rihanna, Gigi Hadid, Kardashian- og Jenner-søstrene. Og i går tog Beyoncé hul på sit første af 41 shows på Formation-touren, iført et body suit fra Balmain – franske blonder, perler, krystaller og silke – alt sammen håndsyet efter Dronning Bs mål og former. ’When Balmain Army becomes Bey Army’ lød det fra en begejstret Rousteing.

Kultserie på det store lærred
Den britiske serie Absolutely Fabulous, med Ab Fab Edwina og Patsy er tilbage, og har taget skridtet videre: den 1. juli har Absolutely Fabulous: The Movie premiere. Og det bliver med en hel del af modebranchens A-liste på rollelisten. Stella McCartney, Jean Paul Gaultier, modellerne Jourdan Dunn og Lily Cole samt kritikerlegenden Suzy Menkes er alle en del af produktionen. Og så ryger Kate Moss på hovedet i Themsen. Se traileren nederst på siden.

Le Fix løber derudad
Sammen med løbebrandet Saysky, har danske Le Fix et nyt samarbejde på gaden til alle løbeglade herrer. Se hele kollektionen her. I samme boldgade er det netop offentliggjorte samarbejde mellem Henrik Vibskov og H2O – her har Vibskov designet en lille kollektion af badetøj, og skriver sig dermed ind på listen over danske topdesignere, som har slået sig sammen med H2O – heriblandt også Stine Goya og Anne Sofie Madsen.

Fashion Film
Hos Business of Fashion kan du lige nu se de mest hypede modekampagner – alle på film. Tendensen har i den grad vundet indpas i alle de store modehuses marketingsbudgetter, og filmene har snarere karakter af små kortfilm, end egentlige reklamer. Ifølge det amerikanske tech-selskab Cisco, vil 80% af alt online forbrugertrafik være genereret af videoer i 2019.