WEARETHEFACES er et nyt københavnerbaseret projekt, der gerne vil tilbyde kunstnere en platform, hvor de kan indgå i designsamarbejder. Lanceringen af de tre første capsule kollektioner kommer til at foregå hos Khora, der ligger i Kødbyen – og kommer til at foregå i Virtual Reality.
“Vi har valgt at præsentere WEARETHEFACES igennem Virtual Reality, da det giver endnu en dimension til de samarbejder vi har lavet. Vi har hele tiden ønsket at bevæge os udenfor de normale rammer indenfor modeverdenen. Det er det, der er så spændende med VR – at man kan kreere en fantasiverden og nærmest føle, at man tager del i den. Vi inviterer alle til at træde ind i de forskellige prints fra kollektionerne, og se og opleve dem indefra,” fortæller Amanda Karijord, der sammen med Hannah Gutkauf står bag WEARETHEFACES.
De tre kunstnere hvis print man kan hoppe ind i, er den svenske kunstner og rumdesigner Anny Wang, grafiker og illustrator Felix Pfäffli fra Schweiz og den amerikanske kunstner Tim Lahan – fælles for alle tre kollektioner er, at de er unisex og ikke sæsonbaseret – parametre som WEARETHEFACE lægger vægt på – at det er designet og samarbejdet, der er i fokus.