19.02.16
Sand søger partner
Lene og Søren Sand, ejerne bag Sand Cph, er på jagt efter vækstkapital.Sand har været et familieforetagende siden modevirksomheden blev grundlagt i Randers i 1981, men det kan være slut snart. Ifølge et interview i Børsen, har ægteparret nemlig hyret et rådgivningshus til at afsøge markedet i jagten på en tredje partner.
Til Børsen udtaler Søren Sand, ” Vi får løbende henvendelser, fordi vi er et interessant brand, som er til stede i 32 lande. Det drejer sig om minoritetsejerskab, og derfor har vi henvendt os til Atrium for at få rådgivning”.
Ifølge Børsen ønsker Lene og Søren Sand fortsat at bevare ejermajoriteten i virksomheden, ligesom de har klare holdninger til, hvordan virksomheden fremtidigt skal tage sig ud – krav som Børsen vurderer kan afskrække potentielle investorer.