Else Skjold er en af Danmarks dygtigste, og mest vidende kvinder, når det kommer til modens mangefacetterede verden. Med hendes ph.d. om mænds hverdagsgarderober og kontinuerlige forskning udi modens brændpunkter, er hun med til at belyse de mange mekanismer, der sættes i gang, hver gang vi vælger, hvilket tøj vi tager på.

I torsdags stillede hun sig på talerstolen hos Sabine Poupinel, som kuraterede en række talks under modeugen til det tre dage lange event FAN OUT. Her talte Else om en modebranche, der er ved arbejde sig selv i sænk. Ikke bare herhjemme, men også internationalt smider nogle af verdens dygtigste designere håndklædet i ringen – de kan ikke mere. Hun talte om alt det uudnyttede potentiale der er i branchen, hvis blot der bliver stoppet op og gået nye, alternative veje. Om muligheder for at vende en udpint og forpustet branche, til en der i stedet blomstrer.

Her på Fashion Forum vil vi gerne give plads til dem, som kan inspirere til måden, hvorpå vi i fremtiden kan tænke udviklingen af modebranche, så vel som industri. Så nåede du ikke forbi FAN OUT i torsdags, bringer vi her Else Skjolds tale Magten tilbage til designerne i sin fulde version.

Til Sabine Poupinel, af Else Skjold

Jeg var ikke et sekund i tvivl, da jeg for en uge siden skulle give Mia Poupinel et bud på hvad jeg ville snakke om i dag.

Jeg ville gerne snakke om værdien af design. Og om den værdi det har at have fyrtårne som Sabine Poupinel, der i så mange år har støttet vækstlaget af unge, talentfulde designere i Danmark.

Sådan nogle fyrtårne er der mere end nogensinde brug for. Så det er med stor ydmyghed og respekt at jeg nu tager denne modens talepind, som jeg har fået lov til at få et øjeblik i dette forum. Så “fan out” og “fan the flames”, for det er særligt nu, i modeugen, at vi skal fejre tøj, og tøjets værdi. Det vil jeg forsøge at bidrage til i dag.

Men hvad er tøjets værdi?

Nogen siger det kun er værdifuldt, når det er nyt. Og jeg skal love for der er meget nyt tøj i omløb. Hold da op, hvor er det nyt. Og hvor er der meget af det. Så meget, at det som skulle være ren tøj-magi, måske faktisk går hen og bliver rent tøj-affald, som en god kollega sagde til mig for nyligt.

Tøjaffald i garderoben som vi aldrig helt kunne lide fra starten af, men nu var det jo onsdag og to dage til fredag, og vi havde jo ikke tøj til hverken at stå eller gå i. Det tøj blev så til tøjaffald i genbrugsbutikken som ikke sælges fordi ingen rigtigt kan lide det, hvorefter det blev til møbelfyld eller tøj i Afrika hvis det var heldigt og nogen overhovedet kan lide det, og opfyld på en losseplads hvis det var uheldigt og ingen overhovedet kunne lide det når det kom til stykket. Og der, på lossepladsen, ender rigtigt rigtigt meget tøj hver dag, hvert år.

Men før det når så langt bliver det til tøj i butikken som ikke kan sælges til fuld pris, som så sælges til mindre pris og mindre pris og mindre pris, mindre pris, mindre pris, mindre pris…for der er så meget af det. Hurra, hvor er der meget.

En dygtig modejournalist skriver at sæsonerne er ved at være et fortidsrelikvie. Sæsonens tøj kommer før sæsonen er begyndt, bloggerne vil have tøjet nyt direkte fra catwalken, og butikkerne må hele tiden have noget nyt I GÅR! – så designerne må vel til at bruge tidsvender for at følge med. Det må modebosser vist også. Nye trends kommer hvert sekund på nettet siger han. Det er svært at følge med.

Og vi sælger mere tøj end nogensinde skriver brancheforeningerne. Hurra, hvor sælger vi meget. Og det går så godt.

Men som en fremtrædende repræsentant for en af disse foreninger sagde til mig:

“Hvorfor er de så så kede af det de unge designere?”

“De siger det går for hurtigt?”

“De siger de er bekymrede for verden?”

“De siger, at de ikke tror på at lave tøj mere”

“Jamen vil de da ikke ud og have et job?”

Jo de vil så. Men de vil gerne have et job der giver mening – både menneskeligt, fagligt og økonomisk.

Alene i dagene op til modeugen møder jeg vidnesbyrd fra to af vores mest talentfulde yngre designere, som siger fra. De ved slet ikke om de har lyst til at være i vores branche mere. De skal producere for meget alt for hurtigt, der sælges så billigt så de ikke kan leve af det. Og det de jo bare ville var at lave noget sygt godt tøj.

Alene sidste år sagde to prominente designere fra i den store, Parisiske ballongynge vi kalder modens centrum. De skal producere alt for meget alt for hurtigt, der sælges alt for billigt. Og det de jo bare ville var at lave noget sygt godt tøj.

Naturen siger også fra, den billige arbejdskraft siger fra, og snart designer kineserne selv deres eget tøj og producerer det selv og så siger de: “good-BEIRUTH og tak for nu. Klar dig selv tudefjæs”. Og så kan vi lukke og slukke.

Men hallo, klidmoster kedelig lyseslukker. Skal vi nu aldrig have det sjovt? Skal vi aldrig ud og lækkershoppe? Og have noget sygt godt tøj? For DET er da for nice.

Jo det kan i da lige lang levetid tro vi skal.

Vi skal være max høje på stoffer sammen skal vi.

Men der er for meget flormelis i dopen til at vi kan blive rigtigt høje. Der er ikke meget fest i fingrenes dans henover tøjet på bøjlerne, når kvaliteterne daler, knapperne falder af, lynlåsene krøller og sømmene sprækker. Alt sammen fordi tøjet skal være så nyt, det skal være så billigt, og der skal være så meget af det.

Det må vi se at få gjort noget ved. Og tiden er med os.

Det er nemlig som om de tektoniske plader der skaber modens landskab er ved at drive fra hinanden disse år. Store forandringer murrer under den perfekte overflade med røde løbere, champagne og kindkys. Med idealmål og kendisser og goodie-bags. Det ser godt ud, bevar’s, men mange steder står det skidt til. Døde lagre af tøj man ikke fik solgt, tilbudsskilte efter kun få uger med nye sæsonvarer, butikker som ikke kan betale, internetkøb der bliver refunderet.

Modebranchen har fået tøjforstoppelse, ja den har ondt i maven har den. Og forandringerne skaber disse år dybe kløfter man kan falde ned i, hvor man slår sig meget hårdt. Men det skaber også løfter om nye landskaber vi skal vinde sammen. Som vi skal skabe sammen.

Det er der, designerne kommer ind i billedet, og det er derfor vi skal tale om tøjets værdi.

Vi skal skabe en bevægelse der siger: stop spild af tøj.

Det er i den forbindelse tankevækkende at langt de fleste forbrugere er ravende ligeglade med alle de nyheder. Alle dem, som ikke er modebranchens yndlingsmålgruppe, som de øjensynligt alle sammen laver tøj til, nemlig den unge, trendfølgende super-rige pige med idealmål. Kender i mange af hende? Jeg kender nogle, men jeg kender også mange andre. Dem som er de fleste.

Og de fleste, de leder desperate rundt efter noget de godt kan lide, som passer til deres krop og deres smag og deres behov. De voksne mænd har svært ved at finde noget. De voksne damer har svært ved at finde noget. Og alle dem som ikke lige har standardmål, som har for lange ben eller for korte overkroppe eller for korte eller for lange arme, er for høje, for tynde, for brede, ja de kan heller ikke finde noget. For alt tøjet er jo lavet til den samme person. Der er jo ikke tid til tilpasning. Det skal gå så stærkt.

En ting er dog sikkert. Så snart de finder noget så er det væk igen for nu var det ikke på mode mere. Og så bliver de så kede af det. Og der er mange penge i deres lommer, og dem kan de så bruge på billigt polyester og strækjersey. Som er overalt.

Det er lige før man får man får et heftigt udbrud af jersey-titis.

Hvad jeg forsøger at sige her er vel at modebranchen kunne trænge til at blive lidt mere brugervenlig. At fordele tøjfesten lidt mere ligeligt.

“Men mode er jo en drøm”, siger en dansk designer til mig. Ja, siger jeg. Men hvorfor skal det kun være nogens drøm. Alle mennesker har jo drømme. Og dem vil de gerne leve ud med tøj.

Som en anden dansk designer sagde til mig for nyligt, så har modebranchen måske nok hovedet lige langt nok oppe i deres egen røv, og glemmer lidt at de laver tøj til rigtige mennesker. Det hele kommer til at handle om indforståede koder som “AW16”, og om hvornår bloggerne kommer.

Jeg tror vi skal til at kigge ud fra den røv. Jeg tror vi skal til at drømme stort. Og det er her, designerne kommer ind i billedet.

Vi skal have designerne højere op i ledelserne og i dialog med salgsdirektøren. Vi skal have designerne på banen til at skabe nye visioner for vores branche, som er verdens anden mest forurenende industri. Der skal nye løsninger til, som taler til både forbrugeren, designeren og salgsdirektøren.

I designere skal ranke ryggen. I skal være bevidste om hvor vigtige i er. Hver dag går mennesker rundt og forstår deres egen rolle i verden gennem det, de har på. Det er jer designere som laver det, de har på. I er vigtige.

I skal ikke tro på dem der siger mode er fjollet. At det ikke har nogen værdi. At mode kun er overfladisk og kommercielt. For mode er vigtigt. Tøj er vigtigt. Som en af vores største moderne kulturhistorikere skrev det: Klæder skaber folk. Og hvis det er rigtigt, så er det jo jer, som er med til at skabe folket. Det er et stort ansvar. Tag det på jer.

Find nye veje som passer jer. Sig nej.

Hvem er det for eksempel som har bestemt at i skal lave minimum fire kollektioner per år? Det svarer jo til at Rihanna udgiver en plade hver 3. måned? Jamen, det er da sygt i roen. Det ville ingen forlange. Men det forlanger vi af designerne. Skruen er løs, og den har ingen ende.

Internetsalget er opfundet. Hallo. Lav noget mindre. Noget bedre. Sælg det drypvist så alle de nyhedshungrende bloggere har noget at lege med. Og lav så en opsamling når DU synes du har noget på hjerte, og synes du har materiale til en god kollektion, en milepæl i dit lille designersolsystem.

Sælg dig selv dyrt.

Hvem bestemmer for eksempel at modeugerne partout skal se ud som de gør, hvis sæsoner og trends alligevel er holdt op med at give mening? Selv en af modens største ypperstepræstinder siger at moden er død. Længe leve tøj, siger hun. Men kunne man så ikke tænke kreativt og omtænke platformen, så den bedre passede til nutidens marked, salgsplatforme, og forbrugerbevægelser, som foregår langt mere drypvist og sporadisk og rækker langt ud over kulturelle og geografiske skel, årstider og standarder?

Hvem bestemmer at der skal være alt det tøj i butikkerne, hvis mange alligevel bare bruger dem som prøverum før de går hjem og shopper på nettet? Hvorfor tænker man ikke kreativt og skaber et prøverum der hjælper folk med at finde det de gerne vil have, så alle bliver mere glade? Så vi undgår så mange udsalg, returvarer, døde lagre af tøj der har overskredet salgsdatoen, røde bundlinjer og frustrerede forbrugere?

Hvem bestemmer at jeres tøj kun er værd at bruge i gennemsnit 6 gange, og at det kun er værd at beholde godt to år i garderoben, som en stor dansk måling viser? Er det jer? Synes i virkelig ikke at i er bedre værd end det? Mener i at jeres tøj kun kan bruges af en og samme kunde, hvis der er andre som vil bruge det blot det er godt nok lavet fra start af? Babytøjet kan – måske. Kunne vi tænke samme systemer ind i forhold til voksentøj så flere får glæde af det samme stykke tøj, så vi skaber en branche baseret på services, høje standarder for CSR og bæredygtighed, højt niveau af design, mindre spild?

Vi har traditionerne: Andelstanken, der bygger på videndeling og fælles fodslag – brug den til at hjælpe hinanden. I er for svage alene. Velfærdssamfundet, der bygger på at alle skal have lige muligheder. Giv alle lige muligheder for at drømme gennem tøj. Det fortjener de. Godt design er for alle, det var en logik der drev vores store berømte møbeldesignere fra 1960’erne. Det kan vi lære noget af, og bygge videre på. Vi er verdens mindst korrupte land, så når vi siger at vores produktion er kontrolleret så skal vi også vide det er rigtigt. Og det er det tit, så længe vi har produktionen tæt på. Der er så meget vi står på sammen.

Vi sidder her omgivet af begavet tøj. Smukt tøj. Tøj der gør mennesker glade. Tøj der gør mig glad. Det synes jeg vi skal have mere af. Stof til eftertanke. Klude der klæder og glæder. Giv magten tilbage til designerne. Tak.