Trine Wackerhausen har prydet den københavnske modeuge med hendes kollektioner i over et årti, men SS16 bliver tilsyneladende den sidste – i alle fald foreløbig. Sarah Skarum smed bomben på Berlingske Business mandag ved 18-tiden, da hun skrev at Trine og partner Christine Schertiger havde valgt at tage et pusterum. Den primære årsag er det pressede detailled – der er simpelthen for få butikker, der betaler for varerne.

Fashion Forum talte mandag aften med en glad og rolig Christine Schertiger, og fik hende til at bekræfte de overraskende nyheder.

”Det har været en svær beslutning, men det er den rigtige. Det blev for hårdt. Vi fik for lidt igen i forhold til den kæmpe arbejdsindsats, der blev lagt for dagen. Det er trættende altid at skulle rykke for at få sine penge. Der er simpelthen for mange dårlige betalere i den her branche.” Hun fortsætter, ”Men der er ingen sure miner. Trine og jeg har det rigtig godt. Nu skal vi bare lige puste ud, og så op på hesten igen.”

Hvilken hest det drejer sig om vides dog ikke endnu. ”Nu skal vi ud og finde nye græsgange, men vi forbliver i branchen. Vi har lært så meget af at drive virksomheden og af hinanden, at det ville være spild ikke at bruge den viden – det bliver bare et andet sted”, afslutter Christine.

Vi takker for de mange skarpe kollektioner Wackerhaus igennem årerne har præsenteret under modeugen og glæder os til at se, hvor de to ender i branchen.

Du kan læse hele artiklen fra Berlingske Business her