Hummel går udenom Danmark i eksklusiv sneakers-lancering

Sportsgiganten har i samarbejde med Tivoli lavet et par sneakers, der kun sælges i 172 par, og som bliver sat til salg i en række eksklusive, internationale butikker.
29.10.2015 ∙ af Redaktionen
Foto: Den nye Hummel x Tivoli Copenhagen Pernfors sneaker sælges i udvalgte butikker i Europa og Japan (Hummel).

Det danske sportsmærke Hummel sender en opdateret version af sin historiske Pernfors Power Play court sneaker på gaden i samarbejde med Tivoli. De nye sneakers kan købes i udvalgte online og fysiske butikker i Europa og Japan, hvor Hummel gerne vil være markant til stede i metropoler som Paris, Berlin og Tokyo.

“Vores succes på den trenddefinerende japanske sneakerscene har allerede haft en afsmittende effekt på det europæiske marked. Dette er selvfølgelig også håbet for det danske marked, hvor vi i dag primært er kendt for vores produkter i sportsdistributionen,” siger Dan Bjerg, ansvarlig for Hummels globale brandinitiativer, til Fashion Forum.

LÆS OGSÅ: “Unge tjener store penge på sjældne sneaks”

Tivoli har været med til at designe sneakeren, der med sorte, koksgrå og guldfarvede detaljer refererer til den 172-årige Tivoli-haves historie gennem forskellige detaljer, der henviser til Tivolis arkitektur og visualiserer havens status som en skjult oase i København.

“Sammen kan Hummel og Tivoli sætte fokus på de to brands og vores fælles værdier på den internationale scene. De markeder, der får adgang til Hummels Tivoli-sneaker, er attraktive for Tivoli, ligesom målgruppen af urbane kosmopolitter er det,” udtaler Dorthe Weinkouff Barsøe, underdirektør for brand og kommunikation i Tivoli.

Samarbejdet med Tivoli markerer et af de vigtige branding budskaber, som Hummel kan bruge globalt som dansk sportsmærke. I Japan har Hummel i år samarbejdet med sneaker institutionen Atmos om to sneakers, og til foråret lanceres et projekt med United Arrows & Sons.

LÆS OGSÅ: “Hummel indtager Tyrkiet med rekordhastighed”

“Denne hoppebolds-strategi har vi derfor med største selvfølgelighed også brugt i vores samarbejde med Tivoli, hvor vi, udover at tilføje en ekstra dimension i vores historiefortælling om Hummel som dansk sportsbrand, også forventer, at sneakersamlere i de udvalgte markeder hurtigt vil opsuge de få par, der er sat til salg,” siger Dan Bjerg.

Sneakeren kan købes i udvalgte butikker i Europa og Japan, heriblandt Avenue i Belgien, Black Rainbow i Paris, Overkill i Berlin og Isetan i Tokyo. Derudover kan de købes online hos de udvalgte butikker.

Hummel x Tivoli Copenhagen Pernfors sneaker bliver kun udsendt i 172 par, fordi antallet passer sammen med det antal år, som Tivoli har eksisteret.