Magasin støtter op om det danske designvækstlag
Som historisk stormagasin mener Magasin, at de har en forpligtigelse til at fokusere på designtalenter, der også bringer yngre kunder ind.Dansk Design Talent – Magasin Prisen løber af stablen den 22. oktober. Prisen sætter fokus på at promovere morgendagens store designere, og den ene af prisens stiftere, Magasin du Nord, glæder sig over at være med til at støtte talenter.
LÆS OGSÅ: ”Her er de nominerede til Dansk Design Talent”
”Vi vil gerne samarbejde med yngre designtalenter, som vi finder interessante. Magasin har gennem nogle år moderniseret butikkerne, og vi har lavet mange ændringer i sortimentet. Det har skabt et yngre kundepublikum, og som moderne stormagasin vil vi gerne have fokus på det nye,” forklarer Lise B. Thomsen, marketingsdirektør hos Magasin, til Fashion Forum.
Magasin skal hele tiden udvikle sig
Konkret betyder det, at mærker som Wood Wood, Soulland og Le Fix kan findes i det københavnske stormagasin, hvor der også er mange kommercielle mærker.
”De nyere mærker går en mere skæv vej, som er mere trendy og oppe i tiden, og som stormagasin skal vi hele tiden udvikle os, så vi ikke bliver kedelige og gammeldags. Og vi får meget ud af at samarbejde med de knap så etablerede mærker,” siger Lise B. Thomsen.
Samarbejdet består blandt andet i give støtte til events, modeshows, videoer og kollektioner, som kan være med til at bringe kunderne tættere på markedet, hvilket Magasin også nyder godt af.
Vinderen behøver ikke give profit til varehuset
Dansk Design Talent – Magasin Prisen er blevet til i samarbejde med Dansk Magazine, der er ejet af Uffe Buchard og Kim Grenaa. Magasin du Nord Fonden har siden 2013 bidraget med penge og markedsføring, selvom det ikke altid giver penge direkte tilbage til stormagasinet.
”Sidste år vandt Mark Kenly Domino Tan, og han er jo ikke umiddelbart en designer, der vil promovere sit tøj i Magasin. Men vi mener, at vi som historisk dansk varehus har en forpligtigelse til at fokusere på dansk mode,” siger Lise B. Thomsen.
LÆS OGSÅ: ”Nicholas Nybro: Derfor afholdt jeg show”
De nominerede til Dansk Design Talent 2015 er Maikel Tawadros, Nicholas Nybro, Tatiana Andersen Camre og Tonsure. Vinderen får 500.000 kroner og et modeshow under Københavns modeuge til februar.