Under titlen NØW! kan besøgende på designfagmessen Tent London opleve 27 udvalgte projekter fra studerende og nyuddannede designere fra Kunstakademiets Designskole på KADK.
Mange af projekterne er allerede i produktion, mens nogle har vundet priser. Derfor glæder designskolen sig til at fremvise NØW!, der allerede er blevet vist på Milanomessen Il Salone tilbage i april 2015.
LÆS OGSÅ: ”Dansk designtalent skaber mode til internationale kunstudstillinger”
”Vi oplever massiv international interesse. Udstillingen var et stort tilløbsstykke i Milano og nu håber vi på at vække samme interesse i London. Dansk eksport går fremragende – og derfor mærker vi stor interesse for, hvad de danske kunstneriske uddannelser har at byde på,” siger Lene Dammand Lund, rektor på Kunstakademiets Designskole i en pressemeddelelse.
Computerspil, børneproteser og codesign
Udstillingen viser blandt andet prisvindende spildesign, proteser til børn og en rullestol, der kan monteres ski på – designet til den danske Sitski OL-atlet Ulrik Nyvold. Der vises mode, industriel design mod vandspild, og codesign der skaber borgerinddragelse i udsatte sociale miljøer.
De studerende på KADK arbejder med de tre vidensformer praksis, kunst og videnskab. Det før dem ifølge Lene Dammand Lund i stand til at arbejde med mere end nu-løsninger, men med løsninger, der forholder sig til brugere, til omgivelserne, til ressourcer og til fremtiden.
LÆS OGSÅ: ”Tag en lederuddannelse i bæredygtig mode”
”Vi har 260 års unik historie, som udlandet spærrer øjnene op over for, men i London handler det om, hvad der rør sig her og nu i uddannelserne blandt vores nyuddannede, i vores erhvervssamarbejder og helt ude på studiebordene,” siger rektoren.
Udstillingen NØW! kan opleves på Old Truman Brewery i Hanbury Street i London fra den 24. til den 27. september 2015.