Det sidste kollektionsshow til New York Fashion Week SS16 er afsluttet, og nogle bemærkelsesværdige shows har fundet sted, hvor flere designere har genskabt deres modeshowformat.

”Over de seneste sæsoner er der set en international tendens til, at flere designere bruger deres show som en historisk fortælling, hvor de formår at indbygge en oplevelse. Udover kollektion og styling, sættes der fokus på at skille sig ud med opsætning og ved at anvende den rette location, som forstærker den historie, brandet vil fortælle,” siger Kim Grenaa, kreativ direktør og chefredaktør, til Fashion Forum og fortsætter:

LÆS OGSÅ: “Offentligheden får adgang til Givenchys modeshow”

”Vi så jo blandt andet, hvordan Givenchy til New York Fashion Week åbnede sit show for offentligheden under åben himmel med udsigt over Manhattan’s skyline. Til Marc Jacobs, hvis show var en hyldest til skuespillere og stjerner, gik modellerne på åben gade, inden de fortsatte ind i salen på den rigtige catwalk.”

Under modeugen i New York har man især set videreførelsen af tendensen og der er samtidig sket en udvikling med henblik på designere, der har valgt at bringe deres shows til byen.

”Hvis man ser tilbage for 10 år siden, er der sket en stor udvikling. New York repræsenterer blandt andet det simple, ungdommelige og brugbare. Førhen har modeugen i New York ikke været kendt for de store opsætninger til shows, det er noget, vi normalt vil forvente til modeugen i Paris, som hos Chanel eksempelvis. New York Fashion Week er det sidste årti vundet frem og er blevet mere attraktivt, se bare Victoria Beckham, Boss og Givenchy, der har valgt at afholde deres shows der fremfor i London og Paris,” siger Kim Grenaa.

LÆS OGSÅ: “Burberry viser kollektion på Snapchat før show”

John Christopher Correll i New York, der tidligere har arbejdet med PR hos Louis Vuitton i Danmark, pointerer også, at udviklingen af modeugen i New York har taget til.

“SS16 sæsonen er den første rene Women’s Fashion Week. De amerikanske herredesignere vuste deres kollektioner tilbage i juli måned ved den første Men’s Week, så der er nu fire modeuger i New York årligt. Derudover er den officielle showvenue ikke længere at finde på Lincoln Square, men er rykket til Midtown i en rå bygning med god plads. Det er nu tættere på mange af de begivenheder, der finder sted Downtown, hvor mange brands fremviser på eksterne locations,” skriver John Christopher til Fashion Forum.

Udover historisk fortælling og locations er der de seneste sæsoner også set en tendens til at koble mode og teknologi. I denne sæson har store modehuse som både Ralph Lauren, Burberry og Givenchy været flittige brugere deraf.