Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Bestseller-ejer vil have Stylepit af børsen og ny bestyrelse

Hvis alt går efter Anders Holch Povlsens plan, bliver modeselskabet Stylepit A/S taget af fondsbørsen.
Hvis alt går efter Anders Holch Povlsens plan, bliver modeselskabet Stylepit A/S taget af fondsbørsen.

Det er Aktieselskabet af 14.10.2012, som er 100 procent ejet of Bestseller United A/S, der indirekte er kontrolleret of Holch Povlsen-familien, der nu går efter fuld kontrol over Stylepit A/S.

For at redde Stylepit A/S ønsker Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen tilsyneladende at tage webvirksomheden af børsen. Det fremgår af det købstilbud, Anders Holch Povlsen har afgivet på Stylepit.

“Såfremt Tilbudsgiver ved købstilbuddet opnår mere end 90 % of aktierne og stemmerettighederne forventer Tilbudsgiver at tvangsindløse de resterende minoritetsaktionærer og afnotere Selskabet,” står der i bilaget til tilbudsdokumentet, der er vedhæftet fondsbørsmeddelelsen om købstilbuddet.

For at kunne pille Stylepit af børsen, kræver det, at Holch Povlsen via selskabet Aktieselskabet af 14.10.2012 får held til at købe mere end 90 procent af aktierne i Stylepit.

“Hvis du har en ejer, der ejer 90 procent, så bestemmer han alt, og hvis han har lyst til at afnotere selskabet, er han i sin legitime ret til det, så det er helt naturligt,” siger Stylepits bestyrelsesformand, N.E. Nielsen, til Dagbladet Børsen.

Opnår Anders Holch Povlsen via Aktieselskabet af 14.10.2012 mere end 50 procent af aktierne, kommer der bestyrelsesændringer, fremgår det videre af købstilbuddet afgivet af Anders Holch Povlsens private investeringsvirksomhed Aktieselskabet af 14.10.2012.

Anders Holch Povlsen er i forvejen via Aktieselskabet af 14.10.2012 storaktionær i Stylepit A/S med 24,24 procent af aktierne og stemmerettighederne i Stylepit.

Af tilbudsdokumentet inklusiv bilag fremgår det desuden, at Aktieselskabet af 14.10.2012 tror på, at Stylepit – med den rette ledelse – kan blive en fornuftig forretning:

“Det er Tilbudsgivers opfattelse, at Stylepit efter den netop gennemførte rekapitalisering med det rette lederskab vil kunne udnytte sit potentiale for online detailhandel med modetøj og accessories,” står der i bilaget til tilbudsdokumentet.

Af tilbudsdokumentet fremgår det også, at et eventuelt salg til Aktieselskabet af 14.10.2012 ikke forventes at ville føre til større forandringer for de ansatte i virksomheden. Tværtimod er det hensigten, at Stylepit skal udvikle sig:

“Selskabet of 14.10 ønsker at udøve et aktivt ejerskab og ser behov for at fokusere på drift, sortiment og organisation. Stylepit skal udvikle og udvide sin platform indenfor de områder, hvor virksomheden allerede agerer,” står der i bilaget til tilbudsdokumentet.

Stylepit A/S har hovedkontor i Danmark med it-udviklingsafdeling i Ukraine og lagerfaciliteter og fotoproduktion i Polen. Stylepit beskæftigede i seneste regnskabsår i gennemsnit 276 medarbejdere.

Kilder: Stylepit A/S Tilbudsdokument, nasdaqomxnordic.com, borsen.dk