Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Vejle åbner innovationsnetværk for detail-iværksættere

Fabrikanterne henvender sig til detailiværksættere.
Fabrikanterne henvender sig til detailiværksættere.

I morgen, fredag den 18. september, klipper borgmester Arne Sigtenbjerggaard båndet til Fabrikanterne, og åbner dermed Vejle Kommunes nye innovationsmiljø for detail-iværksættere. Det ligger i byens ‘shoppingcenter’ Vejle Midtpunkt.

Der bliver tale om ni værksteder og én fælles butik, fortæller kommunen i en pressemeddelelse.

Fabrikanterne består primært af lokale designhåndværkere i et miljø med plads til 12-15 mikrovirksomheder, hvor forretningsudvikling sker gennem netværk, samarbejde og vidensdeling.

Formålet med den nye iværksætterindsats er at skabe et fælles omdrejningspunkt, hvor resultatet af design, håndværk og socialt iværksætteri er produkter der sælges fra butikken i Midtpunktet, som iværksætterne selv står for driften af.

På sigt er meningen, at de nye iværksættere skal vokse sig stærke, og leje sig ind i nogle af byens ledige lejemål, for på den måde at styrke den samlede detailhandel.

Mere end en butik

Det 500 kvadratmeter store lokale i Midtpunktet som Fabrikanterne har til huse i, er meget mere end en butik. Fabrikanterne er også et værkstedsfællesskab af individuelle designere og såkaldte ”makers”, som laver produkter inden for bolig, livsstil og design.

De handlende har derfor mulighed for at se de arbejdende værksteder og komme i dialog med den udøvende designer og maker.

Derudover er der også møde- og udstillingsfaciliteter samt workshoparealer, hvor leg og læring vil være omdrejningspunktet.