De færreste kender nok til det bagvedliggende formål med taskeproducenten og butikskæden Neye. Det vil Neye nu gøre op med ved at relancere tasker fra gamle designarkiver, så historien bag mærket får opmærksomhed.

”Vi har ingen ejere, og formålet er udelukkende at skaffe penge til kræftforskning. Man skal først og fremmest gå i Neye for at købe den rigtige taske eller kuffert, men det gør ikke noget, at man har i baghovedet, at man samtidigt støtter et godt formål,” fortæller Camilla Raffnsøe, administrerende direktør for Neye-fonden.

Fonden Neye er stiftet i 1977

Firmaet blev stiftet i 1881 af Johannes Neye, der lavede tasker til både kvinder og mænd. Sønnen Knud Neye døde i 1949, og da han ingen arvinger havde, besluttede enken Agathe Neye i 1977 at lave firmaet til en fond, hvor alt overskud skulle gå til behandling af kræft.

LÆS OGSÅ: ”Cecilie Toklum er ny designer for Becksöndergaard”

Den nye taske-kollektion er blevet til i samarbejde med designer Cecilie Toklum, der med det samme sagde ja, da Neye tog kontakt til hende.

”Vi har alle haft kræft inde på livet, derfor vil det altid være en mærkesag for mig,” udtaler Cecilie Toklum.

Den nye taskekollektion, der består af fem forskellige tasker, er i butikkerne ultimo oktober.