I en 150-årig bygning i Hoxton-kvarteret i London, der tidligere har rummet lokomotivværksted og glasværksted, vil der fremtiden blive taget massevis af modebilleder. Amazon har netop åbnet et modefotostudie på 4.300 kvadratmeter, skriver Women’s Wear Daily.

”Vi lægger vores penge i området, og det nye sted viser vores ambition om at skabe smukt indhold for modeverdenen. Vores mål er at gøre Amazon det bedste sted at købe mode online,” siger Sergio Bucher, vicedirektør for Amazon Fashion EU.

Moderne med et originalt udtryk

Studiet rummer blandt andet 22 fotorum, et særligt område til redaktionelle fotoskydninger, makeup-områder og konferenceværelser, der samlet set skal være med til at producere en halv million billeder om året.

Amazon har investeret mange millioner i at renovere bygningen, som stadig har sit oprindelige udtryk såsom rå murstensvægge og elegante buegange.

LÆS OGSÅ:”Amazon samarbejder med Twitter om lettere webshopping”

Vicedirektøren tilføjer, at Amazon er stolte af bredden af online-tilbud, der inden for mode går fra t-shirts til 53 kroner og op til Gucci-ure til 32.000 kroner.

“Vi tilpasser vores tilbud efter vores kunders behov, og vi skaber relationer med mærker for at sikre, at den måde, de vises på Amazon, er i overensstemmelse med deres egne butikker og brandbudskab,” siger Sergio Bucher.

Mode er en af de hurtigst voksende kategorier hos Amazon, og bare i Europa solgte Amazon over 30 millioner modevarer i det andet kvartal i 2015.

Kilde: Women’s Wear Daily