H.K.H. Kronprinsesse Mary overrækker Designers’ Nest-prisen

Kronprinsessen aflægger talentshowet et besøg under modeugen, hvor hun vil overrække prisen til den bedste afgangselev fra designskoler i Skandinavien.
28.07.2015 ∙ af Redaktionen
Foto: Kronprinsesse Mary overrækker prisen ved Designers' Nest, som hun tidligere har besøgt (Designers' Nest).

Designers’ Nest Talent & Award Show meddeler, at H.K.H Kronprinsesse Mary i sit virke som protektor for Designers’ Nest aflægger talentshowet et besøg.

LÆS OGSÅ: “Kronprinsessen: Der er en positiv stemning omkring modeugen”

”Det betyder utrolig meget for de nyuddannede designere at mærke Kronprinsesse Marys interesse for deres fag – og idet showet er det sidste officielle show under Copenhagen Fashion Week SS16, vil hun samtidig være med til at afslutte en for skandinavisk modevigtig uge og begivenhed,” udtaler Jan Busch Carlsen, grundlægger af det nordiske designtalentshow.

Store navne i juryen

For anden sæson vil H.K.H. Kronprinsesse Mary overvære, når de udvalgte designere skal præsentere for Designers’ Nest-juryen. Showet vil finde sted fredag den 7. august på Revolver showscene, der ligger i Kødbyen.

LÆS OGSÅ: “Jurymedlem rykker op som samarbejdspartner i Designers’ Nest”

Juryen består af Guillaume de Piedoue, grundlægger af Eyes on Talents, Ane Lynge Jorlén, Ph.D. og kurator,
 Peter Jensen, designer og professor på Central St. Martins University, Peter Piyasena- Jäderberg, grundlægger af Intermission Magazine, og Robert Thiemann, udgiver og redaktør på Frame, Elephant og Mark Magazine.

Designskoler fra Skandinavien

Designerne i Designers’ Nest-konkurrencen kommer denne sæson fra skolerne Aalto University of Art & Design, Oslo National Academy of the Arts, Iceland Academy of the Arts, The Sweedish School of Textiles, KEA School of Design & Technology, Kolding School of Design, Kunstakademiets Designskole og TEKO Center Danmark.

LÆS OGSÅ: “Designers’ Nest-vinderen er fundet”

Designers ‘Nest Award blev første gang uddelt i februar 2005. Designers’ Nest har til formål at vise og fremme talenfulde skandinaviske designere over for internationale købere, designere, medier og trendsættere, der besøger den halvårlige modemesse i København.