Kopivarer koster EU 196 milliarder kroner årligt

Landene inden for EU går glip af 196 milliarder kroner på grund af kopivarer, der udgør næsten 10 procent af det samlede salg for tøj, sko og accessories.
27.07.2015 ∙ af Redaktionen
Foto: Kopier af italienske tasker er et stort problem, og Italien mister 4,5 mia. årligt som følge af kopivarer (Scanpix).

Kopivarer er over det hele, hvis man ser godt efter, når man går en tur ned ad gaden hvor som helst i Europa. I hvert fald hvis man skal tro den seneste rapport, som Kontoret for harmonisering i det indre marked har udgivet.

Rapporten viser, at landene inden for EU går glip af 196 milliarder kroner årligt som følge af kopivarer inden for tøj, sko og accessories, hvilket svarer til 9,7 procent af sektorens salg.

LÆS OGSÅ: ”Kopivarer snyder de fleste: Ny rapport afdækker tallene”

Hvis man medregner de afsmittende følgevirkninger på andre industrier og mistede statsindtægter, stiger de økonomiske indvirkninger til 323 milliarder kroner om året.

Desuden har kopivarer en stor indflydelse på job i de 28 EU-lande, hvor flere kæmper med en høj arbejdsløshed. Det anslåede tab af arbejdspladser varierer fra 363.000 til næsten 520.000, alt efter om man inkluderer de indirekte effekter.

Kilde: Kontoret for harmonisering i det indre marked