Instagram lukker ned for tag til kurvede kvinder

Imens mærker og modemagasiner i stadig stigende grad gør brug af modeller med runde former, forbyder billeddelingstjenesten et hashtag til dem.
21.07.2015 ∙ af Angela Brink
Foto: Norsk Elle (t.v.) har en plus size model på forsiden ligesom det amerikanske løbemagasin Women's Running (t.h.). Men #curvy kan man ikke længere søge på på Instagram (Kristoffer Ruvang/Screendump Women's Running).

Kvinder med sul på kroppen er ikke længere noget særsyn på forsiden på modemagasiner. Men det er blevet lidt sværere at finde frem til dem på Instagram – i hvert fald, hvis man søger ved hælp af hashtagget #curvy. Billeddelingstjenesten har nemlig blokeret #curvy, fordi det er blevet brugt til at tagge billeder, som strider imod Instagrams retningslinjer. Det skriver magasinet Dazed & Confused.

LÆS OGSÅ: “Cover sætter plus-size-model på forsiden”

Instagram slår hårdt ned på fotos – og tags – med seksuelle overtoner. Således forbød billeddelingsnetværket på et tidspunkt auburgine-ikonet, da det ifølge Dazed & Confused hyppigt blev brugt til at tagge penis-billeder. Sådanne er i modstrid med Instagrams retningsliner.

International tendens

Modemagasinet Cover var et af de første danske medier til at sætte en plus size model på forsiden. Dermed var bladet med på de strømninger, der viser, man ikke behøver være en størrelse 34 for at være cover girl. Også internationale modeblade som Elle og Vogue bruger ind i mellem plus-size-modeller på deres forsider.

LÆS OGSÅ: “Potentielt større plus size-marked i fremtiden”

Senest har Elle i Norge haft en plus size cover girl, ligesom Sports Illustrated og det amerikanske løbetræningsmagasin Women’s Running Magazine for nylig havde en større dame på side et.

Og der er da heller ingen grund til komplet at opgive at lede på Instagram efter smukke mennesker med runde former: Tagsne #curvygirl, #curvyfashion og #curvywomen er det stadig muligt at søge på.

Kilder: Dazed & Confused, Women’s Running, Elle Norge