Kopenhagen Fur åbner nyt kreativt vækstcenter

Siden Kopenhagen Fur lancerede det internationale center for kreativitet under navnet Kick i 2013, er det blevet så stort, at en ny satsning vil samle samarbejdspartnere under et fælles tag.
15.06.2015 ∙ af JKGF
Foto: Det nye kreative vækstcenter Kaleidoscope er en forlængelse af det kreative center Kick (Flickr).

Kopenhagen Furs nye kreative vækstcenter Kaleidoscope er en forlængelse af det eksisterende kreativitetscenter Kick, som siden sin åbning i 2013 er vokset støt. Til dette formål har Kopenhagen Fur igen taget de tomme lokaler på Forbindelsesvej i brug, som Kopenhagen Studio i sin tid beboede. Ideen med Kaleidoscope er at samle Kicks eksterne samarbejdspartnere under samme tag for at skabe nye vækst – og innovationsmuligheder gennem sparring og læring på tværs af modebranchen.

”Vi har har haft så stor succes med vores aktiviteter i Kick, at vi har fået et luksusproblem. Vi mangler plads. Palæet i København har i to år dannet rammerne om vores aktiviteter, og det skal det fortsat gøre. Men vi har brug for at udvide, og det gør vi nu med åbningen af Kaleidoscope på Østerbro,” siger Michael Stadi, der er daglig leder af Kick i en artikel på Kopenhagen Furs hjemmeside.

Smeltedigel for den danske modebranche

Det nye koncept Kaleidoscope vil komme til at huse en privat virksomhed, en ny tænketank og alle innovationsnetværkenes københavnske aktiviteter.

Innovationsnetværket Livsstil, Bolig & Beklædning, der er et netværk under Uddannelses- og Forskningsministeriet, vil have en fast plads i Kaleidoscope. Netværket, som til dagligt kaldes Innonet, har til formål at indfri regeringens målsætning om, at Danmark skal være bedre til at dele viden om forskning og innovation på tværs af virksomheder og forsknings- og vidensinstitutioner.

LÆS OGSÅ:”Kopenhagen Fur lægger muskler til vækstinitiativ”

Innonets placering i Kaleidoscope giver anledning til et endnu tættere samarbejde med Designskolen Kolding, fordi skolens rektor Elsebeth Gerner Nielsen også vil have kontorplads på Kaleidoscope, når hun er i København. Derudover har Kopenhagen Fur indledt et nyt forskningssamarbejde med fokus på bæredygtighed i samarbejde med Designskolen Kolding.

Det midtjyske initiativ Headstart Fashion, som samarbejder med en række organisationer og institutioner som Dansk Mode og Tekstil, Danish Fashion Institute og VIA Design, får nu en platform på Sjælland at arbejde fra.

Oh! by Kopenhagen Fur kommer ind til byen

Kopenhagen Furs eget accessories-brand Oh! by Kopenhagen Fur bliver også en del af Kaleidoscope. Forventningen er, at der bliver en større synergi mellem de kompetencer, der er på KiCK, og produktudviklingen i Oh!

De buntmagere, der arbejder hos KiCK, og de buntmagere, der arbejder i Oh!, kommer for eksempel fysisk tættere på hinanden. Dermed kan de dele erfaringer og teknikker inden for pelsdesign med hinanden. Desuden betyder Oh!’s nye placering at de er kommet ind til byen, hvor kunderne er og bevæger sig i forhold til indkøb og messer.

Kilde: Kopenhagen Fur