Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Future of Fashion går efter potentielle arbejdsgivere

Modeopvisningen, Future of Fashion, som for tredje år bliver vist i København, håber at tiltrække gæster, som kunne være relevante for de nyuddannede designere.
Modeopvisningen, Future of Fashion, som for tredje år bliver vist i København, håber at tiltrække gæster, som kunne være relevante for de nyuddannede designere.

Unge nyuddannede designere får igen i år mulighed for at vise afgangskollektionen frem for et bredt udvalg af potentielle arbejdsgivere, investorer eller partnere. Det sker ved Future of Fashion, som i år finder sted den 24. juni 2015.

Future of Fashion giver designerne en platform til at vise deres personlige univers frem til anerkendte virksomhederne. Samtidig giver det mulighed for at etablere værdifulde kontakter.

”Jeg håber, at folk i branchen kommer for at se, hvad vi laver, og jeg kunne især tænke mig at møde investorer og forretningsmennesker, som kunne være interesserede i samarbejde,” fortæller Rikke Bonde, som er designstuderende på Kunstakademiet i København.

Krøllede hjerner og køligt overblik

Hun mener, at kontakten til erhvervsfolk kan være givtig, fordi de bringer en mere businessorienteret tilgang til bordet, imens de designstuderende kan byde ind med frisk kreativitet.

”– Mange modeskabere har nok ikke meget styr på det forretningsmæssige. Vi har brug for nogle redskaber til, hvordan vi tackler branchen,” siger Rikke Bonde.

Rikke Bonde betragter sig selv som beklædningskunstner frem for tøjdesigner og ser frem til eventet i København.

“Hvad angår fremtiden, er jeg meget åben overfor de muligheder, som Future of Fashion måtte kunne byde på. Det kan jo være virkelig hårdt at starte op selv, så hvis man kan være heldig at komme i kontakt med nogen, der kan skyde penge eller erfaring i ens projekt, ville det være fantastisk,” siger Rikke Bonde til Fashion Forum.

Headhuntere på gæstelisten

Future of Fashion giver også virksomhederne mulighed for at headhunte nogle af de dygtigste nye designere og samtidigt følge med i, hvilke udtryk og nye tendenser, der rører sig hos den seneste designerårgang. Efter showsene vil man kunne møde designerne, som står klar med deres portfolier og visitkort.

Danske og internationale modevirksomheder vil i løbet af de næste par dage modtage invitationer til Future of Fashion. Blandt de inviterede er store spillere som H&M, Bestseller og spanske Inditex, som hvert år plejer at udsende rekruteringsfolk for at lede efter nye talenter.