MN Retail åbner luksus-vintagebutik
Den danske franchise-virksomhed MN Retail, der blandt andet har Stella McCartney og Isabel Marant, åbner i sensommeren en luksus-vintagebutik med et udvalg af tidligere sæsonkollektioner og secondhand.MN Retail åbner til august en luksus-vintage butik under navnet ’Gare du Robe’ i det fashionable Grønnegadekvarter. Butikskonceptet vil bestå af tidligere sæsonkollektioner fra MN Retails brede brandportefølje såvel som brugt luksustøj,-sko og –accessories, der kan afleveres af privatpersoner og sælges i kommission. Derudover vil butikken have et separat afsnit til det danske strik-mærke Månestråle.
LÆS OGSÅ: “Marc by Marc Jacobs: Lukker og lever videre på samme tid”
Hvordan MN Retail vil prissætte de tidligere sæsonkollektioner, er endnu ikke afgjort, ligesom det stadig er usikkert, hvornår man som privatperson kan aflevere sine gamle luksusvarer.
MN Retail ejes af Marise og Nikolaj Østergaard og er på nuværende tidspunkt franchisetager for Stella McCartney, Isabel Marant, Christian Louboutin, Marc Jacobs, Marc by Marc Jacobs og Månestråle.