Webshops leder kunder til fysiske butikker
Kunderne finder varen på nettet men køber den i butikken viser en ny undersøgelse. Det understreger, hvorfor butikkerne skal være synlige på internettet, lyder det fra FDIH.Nethandlen behøver ikke være butikkernes største konkurrent. En ny undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at knap hver femte dansker undersøger en vare på internettet, hvorefter de går ned til en fysisk butik og køber varen der. Det skriver MetroExpress. Til gengæld er det kun cirka hver tiende kunde, der undersøger varen i en fysisk butik og efterfølgende bestiller den hjem fra en webshop.
Det øger behovet for, at fysiske butikker også er til stede på internettet, fortæller Henrik Theil, kommunikationschef i nethandelsorganisationen FDIH.
En enkel hjemmeside kan være nok
”Den lokale tøjbutik overlever først og fremmest på at levere god service, men det kræver også tilstedeværelse på nettet. De skal ikke gabe over mere, end de magter, men en enkel hjemmeside med de rigtige søgeord kan være afgørende for, at kunderne kommer ned i butikken,” siger han til MetroExpress.
LÆS OGSÅ: “De tre største webshop-turnoffs”
Undersøgelsen er foretaget af analyseinstituttet Norstat for Dansk Erhverv blandt 2366 personer.
Kilde: MetroExpress.