Flere emails fanger kundernes opmærksomhed
Undersøgelse viser, at butikker, der sender to emails samme dag, har større succes med at engagere deres kunder, end hvis de blot sender en email ud.Reagerer dine modtagere ikke på dine nyhedsmails? Så bør du måske overveje at sende flere ud. Butikker, der sender to e-mails ud efter hinanden, får nemlig kundernes opmærksomhed. Det viser en ny undersøgelse fra analysebureauet Experian Marketing Services, der arbejder med kommunikation blandt detailhandler og kunder. Det skriver emarketer.com.
Når butikkerne i undersøgelsen udsendte deres anden email, steg transaktionsraten fra 0,5 procent til 0,7 procent. Indtægten steg ligeledes med 29 procent – fra 55 øre til 76 øre.
Kunderne synes heller ikke at belastes af det stigende antal mails. Andelen af modtagere, der afmelder sig nyhedsbrevet efter anden mail ligger på små 0,03 procent. Ifølge forbrugerombudsmanden er det ikke forbudt at sende flere mails, så længe afsender og modtager ikke har en aftale om, at der kun bliver sendt et specifikt antal mails om dagen eller ugen.
Ifølge undersøgelsen var mails med personlige overskrifter eller ”sidste chance”-tilbud i emnefeltet især populære.
Kilde: emarketer.com