Chanel lancerer online salgskanal
Det ikoniske, franske luksusmærke Chanel har offentliggjort, at man fra 2016 vil kunne købe mærkets produkter online.Selvom størstedelen af verdens luksusbrand har været at finde på det digitale marked i flere år, har luksusikonet Chanel holdt sig til salg gennem dets fysiske butikker – men det ændrer sig i 2016. For ifølge Chanels modeansvarlige Bruno Pavlovsky vil Chanel såvel som tre af de Chanel-ejede Métiers d’Art virksomheder, være tilgængelige for online forbrugere i slutningen af næste år. Det skriver Fashionunited.
Det er endnu uvist, hvilke Chanel-produkter man vil kunne købe online, og Bruno Pavlovsky slår også fast, at Chanel ikke er det primære fokus for den digitale markedsekspansion. For den strategiske bevæggrund er først og fremmest at vokse Chanels Métiers d’Art virksomheder internationalt.
LÆS OGSÅ: “Chanel prisjusterer produkter”
For at skabe de ultimative kollektioner og kreationer har Chanel gjort brug af såkaldte Métiers d’Art virksomheder, der er specialister indenfor et felt og bidrager til udførelsen af Chanels design. Sideløbende har de dog også deres eget forretningsvirke under Chanel-koncernen, og det er dét virke, som Chanel vil fremme gennem online salgskanaler.
De tre Métiers d’Art virksomheder, der vil være en del af Chanels online ekspansion i 2016 er handskemagervirksomheden Causse, hattemagerspecialisten Michel og cashmere-huset Barrie Knitwear. Alle tre virksomheder har i forvejen egne fysiske butikker i både Paris og London.
Kilde: Fashionunited.