Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Modström indtager Tyskland med jordnære principper

Langsigtede strategier med fokus på pleje af relationerne, en standhaftig brandidentitet og erfaring er Modströms opskrift på en succesfuld virksomhed i vækst.
Langsigtede strategier med fokus på pleje af relationerne, en standhaftig brandidentitet og erfaring er Modströms opskrift på en succesfuld virksomhed i vækst.

Modström har gennem elleve år opbygget stærke relationer til leverandører og distributører. Det er en af de hjørnesten, som administrerende direktør Helle Wagner understreger, når Fashion Forum snakker med hende omkring Modströms stigende popularitet i Tyskland.

”Vi har haft en organisk vækst på 20 procent samlet på vores markeder de seneste fem år. Det er den måde vi godt kan lide at vokse. Vi hopper ikke nødvendigvis på en ny kunde med 50 butikker, hvis vi ikke er klar. Det er relationen, der betyder noget for vores virksomhed,” fortæller Helle Wagner.

Holland først – så Tyskland

Holland blev Modströms første udenlandske marked. Et marked, som gennem relationspleje siden er blevet Modströms absolut største.

”Vores lande minder jo om hinanden, og det har da også taget nogle år at blive etableret, men det er lykkedes, og nu vil vi gerne gøre det samme i Tyskland. Det er dér, vi er nu og det er der, vi vækster og det vil vi gerne holde fokus på,” fortæller Helle Wagner til Fashion Forum.

Fra detailhandlere til modebrand

Modström, som blev grundlagt i 2004, begyndte oprindeligt som detailhandlere. Denne erfaring har betydet, at Modström har en detailhandleres syn på, hvad en kollektion bør indeholde for at appellere til slutforbrugerne.

”Vi ved, hvad forbrugerne vil have i en butik, og samtidigt har vi et dygtigt designteam, som sørger for at holde fingeren på pulsen, så vores kollektioner altid er up to date,” fortæller Helle Wagner til Fashion Forum.

Er ikke hoppet på den nordiske bølge

Helle Wagner begrunder Modströms succes i udlandet med, at de har holdt fast i deres originale koncept i forhold til, hvem de er som brand.

”Vi er ikke et typisk nordisk brand i vores udtryk. Vi er glade for faver og spændende detaljer, som overrasker forbrugeren. Det nordiske look kan komme på og af mode, så vi har valgt at være tro mod vores brand-DNA, og det har givet gode resultater i udlandet,” fortæller Helle Wagner.

Modström åbner en ny butik i det for nyligt ombygget Frederiksberg Center på torsdag den 26. marts 2015.