Engelsk brand udvider til det nordiske marked

Det engelske mærke Aquascutum har underskrevet en distributionsaftale med agenturet Sjöklint Agenturer AB for at nå det nordiske marked.
03.03.2015 ∙ af CAK
Foto: Det engelske mærke Aquascutum vil ind på det nordiske marked. Derfor har de nu underskrevet en distributionsaftale med det nordiske agentur Sjöklint Agenturer AB (foto: Aquascutum.com).

Aquascutum er et mærke med internationale vækstambitioner. For få uger siden underskrev det engelske brand en distributionsaftale med den canadiske licenstager Jaytex for at nå USA og Canada, og nu er en lignende aftale indgået med det nordiske agentur Sjökling Agenturer AB – denne gang for at nå Danmark, Sverige, Norge og Finland. Det skriver Drapersonline.

Ifølge Aquascutums administrerende direktør Mark Taylor er den nordiske ekspansion et led i en større vækstplan, og strategien er at åbne mellem 50-60 konti i de nordiske lande.

LÆS OGSÅ: “Stine Goya: Paris er et naturligt valg ved ekspansion”
Hos Sjöklint Agenturer AB er man stolt af det nye samarbejde og at skulle repræsentere et så historisk engelsk mærke.
“Vi er utrolig stolte og begejstrede for at skulle repræsentere et brand med så rig historie på vores marked. Vi ser frem til et tæt samarbejde med teamet in London, så vi sammen kan nå vores fælles mål,” siger ejer og direktør af Sjöklint Agenturer AB, Jonas Sjöklint til Drapersonline.

Aquascutum blev grundlagt i 1853.

Kilde: Drapersonline.