Kopenhagen Fur i Japan med Ole Yde og Mark Tan

Pelsauktionshuset Kopenhagen Fur sigter nu mod det japanske marked gennem et samarbejde med landets største luksusstormagasin Isetan og de danske designere Mark Kenly Domino Tan og Ole Yde.
19.02.2015 ∙ af CAK
Foto: Det japanske luksusstormagasin Isetan lancere til efteråret eksklusive pels styles i samarbejde med Kopenhagen Fur, Mark Kenly Domino Tan og Ole Yde (foto: Flickr).

Det lader til, at japanerne har fået et godt øje til både dansk pels og danske designere. Sidste år tog det største japanske luksusstormagasin Isetan nemlig kontakt til Kopenhagen Fur, Ole Yde og Mark Kenly Domino Tan for at få stablet et samarbejde på benene. Isetan ville gerne tilbyde deres kunder nogle klassiske pelsstyles, og samtidig ville de sætte fokus på nordisk mode.

For Kopenhagen Fur var der ingen tvivl om, at det dansk/japanske-samarbejde skulle blive en realitet, for Japan er et vigtigt pelsmarked. Det siger Stephanie Pabotoy, der er projektleder for projektet og arbejder i Kopenhagen Fur’s afdeling KICK, der fokuserer på nye design samarbejder.

”Japan aftager 25 procent af Kinas færdigsyede pelsvarer, og det gør dermed landet til en spændende marked for Kopenhagen Fur, når det kommer til pels. Vi fokuserer på det japanske købersegment, der vil have kvalitet og godt design.

På mange måder minder denne japanske kundetype meget om den danske, da fokus er på det rene og enkle snit. Især Isetans kunder går op i godt design og kvalitet.  Det giver derfor god mening for alle parter, at vi samarbejder om at præsentere danskdesignede pelsstyles til det japanske marked via dette stormagasin,” siger Stephanie Pabotoy til FashionForum.

Isetan på besøg Ny Adelgade

Da Isetan præsenterede idéen for Ole Yde – først i Paris og senere i butikken på Ny Adelgade – skulle der heller ikke megen overvejelse til, før han sagde sagde ja.

”Det er ikke til at komme udenom Isetan, når man snakker om det japanske luksusmarked, og da vi samtidig allerede havde dem som kunde, var det oplagt at gå ind i det nye samarbejde. Derudover synes jeg, at det er super interessant at skulle tage udgangspunkt i pels,” siger Ole Yde til FashionForum og stemmer samtidig i Stephanie Pabotoys pointe om den japanske kundetype.

”Den japanske luksusforbruger er en langt mere konservativ kunde end den, vi ser i andre asiatiske lande. Deres designpræferencer er derfor meget i tråd med den nordiske minimalisme,” siger Ole Yde afsluttende.

Mark Tan: En mulighed for markedsekspansion

For det nye danske designskud Mark Kenly Domino Tan er samarbejdet med Isetan især vigtigt, fordi det præsenterer en mulighed for at etablere sig i Asien.

“Det er et stort ønske på sigt at komme til at sælge mine kollektioner i Japan og Østen generelt, og et samarbejde på tværs af en dansk anerkendt virksomhed som Kopenhagen Fur og japanske Isetan, kan forhåbentlig være med til at give det rigtige skub på vejen,” siger Mark Tan til FashionForum og fortsætter:

“Derudover har jeg altid været glad for mit samarbejde med Kopenhagen Fur omkring grønlandsk sælpels, og samarbejdet i forbindelse med Isetan bød på nogle nye muligheder og udfordringer, som jeg syntes kunne være interessante at afprøve”.

De danskdesignede pelsstyles vil blive præsenteret til september 2015.