Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Kortere ventetid på webshops

Kortere ventetid giver flere kunder, viser ny undersøgelse.
Kortere ventetid giver flere kunder, viser ny undersøgelse.

De fleste kan blive enige om, at en langsom hjemmeside hurtigt kan dræbe ens tålmodighed. Det gælder også for de, der shopper på internettet. Derfor er det gode nyheder for både forbrugere og internetbutikker, at ventetiden på webshops er mindsket. Det holder nemlig kunderne i butikken, skriver detailfolk.dk

Ventetiden foran skærmen er faldet med 38 procent på to år, viser en ny måling foretaget af analyse – og sikkerhedsvirksomheden Digicure. Det betyder, at kunderne i dag venter 2,25 sekunder i snit, fra de trykker Enter, til forsiden på en webshop dukker op.

Hvert sekund koster

For hvert millisekund, kunden skal bruge på ventetid, bliver tålmodigheden mindre. Det kan i sidste ende betyde, at de i stedet vælger konkurrenten.

”En hjemmesides svartid bør ikke overstige to sekunder. Ellers bliver kunderne utålmodige og begynder at vælge konkurrenten eller undlader at købe noget,” siger direktør Jesper Helbrandt fra Digicure.

Tøjbutikker til tops

I målingen ligger Bon’A Parte og Boozt.com helt i top med svartider på mellem et og halvandet sekund. For blot to år siden skulle man vente tre og fem sekunder for at få vist deres forsider. Tunge billeder og henvisninger til sociale medier er nogle af de ting, der gør hjemmesiderne langsomme. Efterhånden har flere webshops dog fået fokus på forbrugernes ventetid.

”Det meste er heldigvis noget, som folkene bag onlinebutikkerne kan gøre noget ved, og faktisk også har gjort noget ved de senere år i takt med, at der er kommet meget større fokus på hurtighed for at sikre forbrugerne en god oplevelse,” siger Jesper Helbrandt fra Digicure.

Kilde: Detailfolk.dk