Danske designskoler: Studerende skal rustes bedre til jobmarkedet
Både VIA Design - det tidligere TEKO - og Designskolen Kolding vil fremover forbedre sine studerendes jobmuligheder gennem et øget forretnings- og erhvervsfokus.TEKO, der ved årsskiftet tog navneforandring til VIA Design, øger nu fokus på det private erhvervsliv gennem et nyt hovedområde. Det sker ved at de uddannelser og forskningsaktiviteter, der er målrettet det private erhvervsliv, nu bliver samlet under én paraply kaldet Via Erhverv.
I samme boldgade vil Designskolen Kolding allerede i år oprette et Erhvervs- og Karrierecenter, der skal styrke de studerendes forretningsforståelse, så de kan stå stærkere på jobmarkedet. De danske Designskoler er derfor ved at styrke deres uddannelsesforløb gennem et mere forretningsorienteret fokus.
Ifølge direktør for VIA Erhverv Konstantin Lassithiotakis skal deres nye hovedområde imødekomme erhvervslivet og politikernes efterspørgsel.
”En af de overordnede mål er, at VIA Erhverv skal matche det private erhvervslivs behov for arbejdskraft, der er uddannet med relevante og praksisrettede kompetencer, der kan bruges direkte på arbejdsmarkedet – både i dag og i fremtiden.
”Det er samtidig ambitionen, at VIA Erhverv skal give de studerende en endnu bedre uddannelseskvalitet og imødekomme de politiske ønsker om at få styrket den private sektor” siger Konstantin Lassithiotakis i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Ny direktør for VIA Business, Design & Teknologi
Han understreger, at det nye navn og hovedområde ikke vil få nogle negative konsekvenser for studerende.
”Der er ikke nogle af VIAs nuværende uddannelser eller øvrige aktiviteter fra TEKO eller Herning, der lukkes, minimeres eller flyttes. Til gengæld bliver der bygget ovenpå, så VIA Design og de øvrige enheder, der indgår i VIA Erhverv, bliver styrket,” siger Konstantin Lassithiotakis i pressemeddelelsen.
Designskolen Kolding: Design skal kombineres med flere kompetencer
Ifølge Designskolen Koldings nyligt ansatte fagleder på mode, Nadine Möllenkamp, vil årets afgangsstuderende få et uddannelsesforløb, der specifikt skal styrke deres profil på arbejdsmarkedet.
”Design og håndværk er vores primære fokus, men det er også vigtigt at forstå andre områder, eksempelvis indenfor forretningsforståelse. Derfor tilbyder vi til foråret for første gang et 6-ugers kursus, hvor studerende kan styrke deres profil og blive bedre rustet til arbejdsmarkedet og fremtidens designudfordringer,” siger Nadine Möllenkamp i et telefoninterview med FashionForum.
Hun tilføjer, at der for studerende også vil blive oprettet et såkaldt Erhvevrs- og Karrierecenter, hvor man kan modtage vejledning i forhold til praktikophold, virksomhedssamarbejder og fremtidige ansættelsesmuligheder.