Analyse: Bomuldspriser vil forblive lave i adskillige år
Bugnende lagre vil holde bomuldspriserne nede i de kommende år, vurderer sammenslutningen af bomuldsproducerende lande.Verdensmarkedets bomuldspriser er en stærkt svingende størrelse, men siden sidste forår har prisen været faldende, og der er ikke umiddelbart et opsving på vej. Det skriver The International Cotton Advisory Committee (ICAC), som er en international sammenslutning af bomuldsproducerende lande.
De relativt lave priser skyldes, at bomuldslagrene bugner. Ifølge ICAC vil der ved 2014/15-sæsonens afslutning i alt ligge 21,3 millioner ton bomuld på lager i verden. Det er ni procent mere, end der lå sidste sæson og 147 procent mere end der lå i 2009/10.
LÆS OGSÅ: ”Øko-bomuld bruger over 90 procent mindre vand”
”Selv hvis vi regner med en lavere produktion og et højere forbrug i de kommende år, så vil det tage flere sæsoner, før den betydelige lagervolumen når et mere bæredygtigt niveau, og de lave bomuldspriser vil derfor sandsynligvis vare ved, mens markedet tilpasser sig,” skriver ICAC i analysen.
Sidste forår lå priserne på cirka 90 cent US per halvkilo (lb), mens de i december 2014 var faldet til under 70 cent US per halvkilo.
LÆS OGSÅ: ”Bomuldshøsten i Usbekistan er fortsat præget af tvang”
Desuden viser analysen, at det globale opdyrkede areal til bomuldsproduktion i 2014/2015 vil stige med tre procent til i alt 33,5 millioner hektar. Det svarer til et område på knap otte gange Danmarks størrelse.
Til gengæld vil verdensproduktionen falde en smule (en procent) til i alt godt 26 millioner ton, hvilket primært skyldes, at Kina vil sænke produktionen med syv procent. Det betyder også, at Indien vil overhale Kina og blive verdens største bomuldsproducerende nation med i alt 6,8 millioner ton.
Kilde: The International Cotton Advisory Committee