Modeåret der gik – 2
Årets sidste måneder blev præget af en mindre revolution i messeland – både herhjemme og i udlandet. FashionForum samler op på året, der gik i branchen.2014 går på hæld, og FashionForum samler i en stribe overbliksartikler op på året, der gik i modebranchen. Et år med store forandringer – ikke mindst på messefronten.
Sommermodeugen var knap forbi før København havde fået en ny modemesse. Revolver er navnet på den nye messe, som har den tidligere Vision-chef Jan Carlsen og den ene af de to tidligere Gallery-profiler Christian Maibom som bagmænd. Den nye messe slår dørene op for første gang under den kommende modeuge til januar.
Den anden tidligere Gallery-messe-direktør Christian Gregersen valgte at fortsætte med navnet Gallery, dog ikke som modemesse i klassisk forstand, men som en paraply for showrooms under den kommende modeuge.
Ny herremesse i Forum
Gallery-messen havde tidligere til huse i Forum, som CIFF tog tilbage for at lancere den nye herremesse CIFF Raven. Endelig blev børnetøjsmessen CIFF Kids rykket fra Bella Center til ligeledes at have Forum, som ny destination. CIFF Kids vil blive afviklet forskudt af de øvrige messe-datoer.
Netop datoerne var i efteråret et brandvarmt emne hos messerne og i branchen generelt, da det længe så ud til, at den kommende vintermodeuge ville blive splittet. Men, men … efter et langt tovtrækkeri besluttede CIFF at rykke sine datoer og dermed samle modeugen.
Sideløbende med messeændringerne og dato-forvirringen blev modeugen som sådan tilmed udsat for kritik i Berlingske Business. Det handlede om besøgstal under modeugen, og om hvorvidt besøgende bliver talt som unikke eller ej. Samtidig blev modebranchen beskyldt for at være en indspist fætter-kusinefest. Kritikken blev besvaret af både Danish Fashion Institute og Dansk Mode & Textils adm. direktør Thomas Klausen, der skrev følgende i et åbent brev:
“Modemesserne er ikke en indspist branchefest, hvor der bare klappes på skulderen og kindkysses. Det er en seriøs handelsplatform, hvor en række iværksættere, små og mellemstore virksomheder, større koncerner og en masse dedikerede ansatte arbejder stenhårdt for at skabe omsætning, vækst og arbejdspladser til glæde og gavn for Danmark. At affeje det som en lukket branchefest eller kejserens nye klæder er ikke alene forkert. Det er også arrogant og uden hold i virkeligheden,” lød det blandt andet fra Thomas Klausen.
Bread & Butter og Bestseller
Der var dog ikke kun gang i den herhjemme. Også syd for grænsen bød slutningen af 2014 på ikke så lidt messedrama. Giganten Bread & Butter, der i adskillige sæsoner har huseret i Tempelhof-lufthavnen i Berlin meldte først ud, at de ville flytte til Barcelona, men så ombestemte de sig, og blev i Berlin. Dernæst måtte de nedskalere messen i Berlin, for så helt at måtte aflyse januar-messen og endelig erklære Bread & Butter konkurs.
Den tyske messe har tidligere været en højtprioriteret destination for Danmarks største modevirksomhed Bestseller, som for eksempel i sommeren 2013 lejede en hel hangar i Tempelhof-lufthavnen. Til den kommende modeuge vil Brande-koncernen imidlertid satse på København. Bestseller har nemlig som krøllen på halen besluttet at samle hele 14 brands i TAP1 i hovedstaden under den kommende modeuge til januar.
Følg med her på FashionForum, hvor vi i de kommende dage fortsætter opsamlingen af 2014 i modebranchen.