Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Spot på tøjhistorien: Festkjole til jul

Med julefrokoster og familiesammenkomster i lange baner er der ingen måned som december, når det gælder fest og farver. Vi har derfor bedt Designmuseum Danmarks Kirsten Toftegaard om at finde et festskrud i samlingen og fortælle historien bag klædestykket.
Med julefrokoster og familiesammenkomster i lange baner er der ingen måned som december, når det gælder fest og farver. Vi har derfor bedt Designmuseum Danmarks Kirsten Toftegaard om at finde et festskrud i samlingen og fortælle historien bag klædestykket.

For at finde et festskrud, der er hjerternes fest værdig, dykker vi i disse juledage ned i begyndelsen af 1900-tallet og tager et kig på en ikonisk Mariano Fortuny kjole.

“Mariano Fortuny var en spansk-italiensk kunstner, der sammen med sin familie boede i et palads i Venedig. Ud over at male og arbejde med lyssætning lavede han sammen med sin kone et kjolekoncept. Kjolerne var inspirerede af den italienske renæssance og den græske oldtid, og hans design var kendt for dets udførlige plisseringer,” siger Kirsten Toftegaard til FashionForum og henviser til de delikate folder, der i millimetersmalle baner smyger sig ned langs kjolen.

”Kjolen består af fem baner stof, og alt er lavet i hånden med ri-sting. Hvor mængden af stof gjorde kjolen bevægelig og kropsnær på samme tid, bidrog sy-teknikken til, at man let kunne skille kjolen ad og re-plissere, hvis det blev nødvendigt. Hvis ikke man arbejder med kunststof, og brænder fibrene fast i en plissering, vil plisseringerne over tid folde sig ud – og denne kjole er af silke,” siger Kirsten Toftegaard.

Et design, der aldrig er gået af mode

Selvom kjolen har små 100 år på bagen, er Mariano Fortuny-kjolerne aldrig rigtig gået af mode, og de er med jævne mellemrum vendt tilbage på den internationale modescene.

I starten af 70’erne var den engelske skuespillerinde Julie Christie iført en Mariano Fortuny i Vogue, og i 2009 og 2010 bar den russiske supermodel Natalie Vodianova en henholdsvis blå og pink Mariano Fortuny-kjole på den røde løber.

Den grønne Mariano Fortuny-kjole, der står på Designmuseum Danmark, er derfor et bevis på, hvordan godt håndværk og et tidløst design kan gøre festrober relevante i årtier.